
Kommunerne må indstille sig på fortsat at kæmpe med udgifterne til det specialiserede socialområde de kommende år. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse:
Derfor vil kommunerne stadig være presset på socialøkonomien de kommende år
På trods af Tranæs-udvalgets anbefalinger vil kommunerne fortsat være presset på økonomien på det specialiserede socialområde de næste par år.
Udgivet: 21/03/2024
Tranæs-udvalgets anbefalinger bliver offentliggjort efter påske. Og selvom mange måske håber, implementeringen af forslagene med det samme ville sikre bedre økonomisk styrbarhed på det specialiserede socialområde, så tager man fejl.
Som minimum vil kommunerne både i indeværende år og i 2025 stadig kæmpe med udgifterne til området.
Hvilket Tranæs jo også selv anerkender. I et interview med NB-Social har han sagt:
"Det, som man konkret kan gøre på socialområdet fra næste år, vil ikke være nok. Der skal mere til. Men vi anviser nogle principper og en retning for, hvad man skal gøre, som vil være nok, når det har fået tid til at slå fuldt igennem."
Her afhænger det jo meget af de konkrete forslag, før man kan sige noget intelligent om, hvornår de vil slå fuldt igennem. Men det er tydeligt, at kommunerne på det korte og måske også mellemlange sigt stadig vil kæmpe med udgifterne på området.
Udgifterne stiger nu med 1,5 milliarder årligt
Alt imens udgifterne fortsætter med at stige. Ud fra regnskabstallene kan vi se, at udgifterne til området i 2023 er vokset med 1,4 milliarder kroner i forhold til regnskabet fra 2022. Det betyder, at kommunernes budgetter for 2023 manglede 3,2 milliarder i forhold til det faktiske forbrug.
I 2022 manglede kommunerne 2,9 milliarder i forhold til det faktiske forbrug.
Stigningen i 2023 skal ses i lyset af, at udgifterne fra 2018 til 2022 er steget med hele 4,5 milliarder kroner.
Selvom vi ikke endte med en udgiftsstigning på 2 milliarder, som KL ellers frygtede på et tidspunkt, har det stadig store konsekvenser for kommunerne og deres service.
For tidligere var det normalen, at udgifterne gennemsnitligt "kun" steg med 800 millioner om året. I 2022 steg de så med omkring 1,5 milliarder kroner. Den tendens fortsætter således i 2023 med stigningen på 1,4 milliarder.
Udgifterne må stadig stige
En anden ting, der er relevant at hæfte sig ved for kommunerne, er, at det ikke er meningen, at Tranæs-udvalget skal præsentere forslag, der får udgifterne til at stoppe med at stige.
Det drejer sig nemlig kun om de utilsigtede udgifter.
"Hvad der så vil være tilbage af udgiftsstigninger, er det, der skyldes et øget behov eller besluttede kvalitetsstigninger," har Torben Tranæs udtalt til NB-Social.
Et øget behov kunne forskellige været en øget tilgang af borgere.
Og her er det relevant se lidt på de dyre enkeltsager, som er drivende for udgiftsvæksten på området.
For der er kommet flere af de dyre enkeltsager over 2 millioner kroner, når man ser på borgere med autisme og/eller udviklingshængning.
Det viser en analyse udarbejdet af Komponent og Sofiefonden. Og hvis den udvikling fortsætter, og Tranæs-udvalget ikke præsenterer anbefalinger, der kan gøre noget ved netop den tendens, vil udgifterne fortsætte med at stige grundet et øget behov.
Sidst opdateret: 21/03/2024 - 11:33














































