
Socialchef i Svendborg, Vickie Kramer (tv.),forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch (th.), borgmester i Viborg og formand for KL's Socialudvalg, Ulrik Wilbek (i midten) og Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg (th) peger alle på udfordringerne ved de lange ventetider på socialområdet. - Foto: Befunky: Wilbek: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix Færch: PR-Foto Dansk Socialrådgiverforening. Kramer: PR-Foto Bigum: PR-Foto
Lange ventetider udfordrer kommunerne: Forkerte indsatser og svigt af borgere
Sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen og Familieretshuset har store konsekvenser for kommuner og borgere. Problemer vokser sig større, dyrere og indsatser strander, mener flere aktører på socialområdet.
Udgivet: 06/03/2025
Det har store konsekvenser for kommunerne såvel som borgerne, når der er lange ventetid på socialområdet. Problemerne kan vokse sig større og mere omkostningsfulde, planer stander og borgerne bliver svigtet.
Sådan lyder budskabet fra flere aktører på socialområdet.
De lange sagsbehandlingstider er igen kommet på dagsordenen, efter at Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen om ventetiderne hos Familieretshuset. Det skete efter flere klager om lang ventetid på afgørelser om børnebidrag.
Samtidig har Ankestyrelsen netop oplyst, at den forventede sagsbehandlingstid for de fleste sager på det kommunale socialområde er 12 måneder.
"Når der er lange sagsbehandlingstider i eksempelvis Familieretshuset eller i Ankestyrelsen, trækker det sager i langdrag. Det kan dels betyde, at kommunale indsatser og planer strander, og der er problemer, der ender med at vokse sig større, fordi man venter på en afklaring," siger forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, og forsætter:
"Det andet er, at ventetid helt forståeligt giver frustrationer hos de borgere, vi som socialrådgivere arbejder med. Det kan vanskeliggøre samarbejder og højne konfliktniveauet. Vi er gensidigt afhænge af hinanden i den offentlige sektor."
Kommunerne betaler dyr og forkert hjælp
Lignende budskab kommer fra formand for KL's Socialudvalg, Ulrik Wilbek. Han mener, det er uholdbart, at sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset og Ankestyrelsen er så lange:
”Vi har at gøre med et stort problem, der gælder på blandt andet demens- og handicapområdet, og derfor er det vigtigt, at regeringen finder en måde at bringe ventetiderne ned på. For vi skylder borgerne at give en afklaring på deres situation og sikre, at de får de rette indsatser så hurtigt som muligt,” siger han i en skriftlig kommentar til NB-Social.
Han mener, at når sagsbehandlingstiden i Familieretshuset trækker ud, så bliver borgerne, der venter på at få en afgørelse om eksempelvis at få en værge og en plads på et plejecenter eller et botilbud, svigtet.
"Nogle gange betaler kommunerne for en dyr hjælp i ventetiden, som ikke er den rigtige, og derfor heller ikke gavner borgeren på den måde, det burde. Det risikerer også at skabe mistillid og bekymring, når man som borger og pårørende bliver fanget i venteposition. Det dur ganske enkelt ikke.”
Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, peger også på, at de lange sagsbehandlingstider både har store konsekvenser for borgerne såvel som kommunernes økonomi.
"Senest har vi i Kommunale Velfærdschefer påpeget, at de lange ventetider i værgemålssager både betyder, at borgere må vente alt for længe på at få beskikket en værge. For kommunen kan det betyde, at den midlertidige sengeplads er optaget af en borger, der helt er udenfor målgruppen og som er i limbo for at komme videre til en fast boligløsning," siger han til NB-Social.
Bigum peger på, at de borgere, som her kommer i klemme, ofte ikke har ressourcer eller stærke foreninger til at tale deres sag. Det er en af grundene til, at der så længe er blevet præsteret så dårligt på området, mener han.
Socialchef: Store konsekvenser for borgerne
Også i Svendborg Kommune mærker de konsekvenserne af de lange sagsbehandlingstider.
"Vi oplever især problemer med de lange ventetider, når borgerne har brug for en værge, eller der skal ske økonomiske udbetalinger til borgerne med ønsker om indkøb," siger socialchef i Svendborg Kommune, Vickie Kramer til NB-Social, og fortsætter:
"Der er i begge scenarier store konsekvenser for borgerne – eksempelvis hvis de skal flyttes fra et botilbud til et andet, da deres behov ikke længere kan opfyldes hos det oprindelige, så er det uacceptabelt at skulle vente flere måneder på, at værgemålet går igennem og først derefter kan der søges flytning."
Den lange sagsbehandlingstid har også betydning ved erstatningssager, da det i nogle situationer kan betyde, borgeren aldrig får gavn af sin erstatning:
"Der er også eksempler på, at der er års sagsbehandlingstid på udbetaling af en erstatning til en borger, der er kommet til skade, hvilket i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren aldrig får gavn af sin erstatning," siger hun.
Behov for investeringer og regelforenkling
Der er flere greb, hvis man skal reducere ventetiderne i Familieretshuset og Ankestyrelsen.
Dansk Socialrådgiverforening peger på behovet for flere ressourcer.
"Det handler om at få ventetiderne ned og få tilsendt nogle ressourcer, så man kan få håndteret puklerne og ventetiderne bragt ned. Det har vi hørt politiske signaler om længe, men vi mangler at se en effekt," siger Signe Færch.
Ulrik Wilbek oplyser, at KL netop har haft et lovforslag i høring, der skal ændre reglerne for værgemål, så en nær pårørende kan få en attest og hjælpe borgeren og dermed sikre mindst mulig sagsbehandling.
"Vi bakker op om forsøget på at forkorte sagsbehandlingstiden i Familieretshuset, men der er brug for, at den pårørende skal kunne hjælpe borgeren med flere ting, hvis forslaget virkelig skal kunne rykke noget,” siger Wilbek og fortsætter:
”Samtidig er der brug for løsninger, der kan bringe de stigende ventetider i Ankestyrelsen ned, så ikke familier og borgere holdes hen i uvished i månedsvis. Vi mener blandt andet, at der er brug for at forenkle reglerne, så det vil blive mere klart for borgerne, hvad de har ret til, og nemmere for kommunerne at træffe korrekte afgørelser. Det har potentiale til at kunne nedbringe antallet af klager.”
Kommunale Velfærdschefer ser også et stort potentiale i regelforenklinger.
"Der skal findes løsninger, og det kan godt være, at det også handler om ressourcer, men der er også et stort rum for forenkling, uden at det behøver at gå ud over grundlæggende retssikkerhed," siger Jakob Bigum Lundberg.
Regeringen vil lette administrationen i Familieretshuset
Udfordringerne ved sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset er ikke nye.
NB-Social har tidligere beskrevet bragt en kritik af sagsbehandlingstiderne fra direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune, Michael Bjørn.
"En borger, som ikke er i match med sit tilbud, er jo i en dårlig situation, da borgerens tilstand kan forværres. Der er også en potentiel risiko for, at man "smitter" omgivelserne. Altså de øvrige beboere på tilbuddet."
Regeringen har efterfølgende lagt op til at ændre på værgemålsloven i håb om at mindske sagsbehandlingstiden:
"Den nuværende situation på værgemålsområdet er ikke holdbar. Derfor foreslår vi en række tiltag, der skal lette Familieretshusets administration, bl.a. ved at flere økonomiske dispositioner skal kunne gennemføres af værgen uden Familieretshusets eller andre myndigheders godkendelse," har justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtalt.
NB-Social har tidligere spurgt Familieretshuset, hvorfor ventetiden var så lang ved værgemålsområdet.
Læs Familieretshusets svar i boksen herunder:
Familieretshusets forklaring på den lange ventetid ved værgemålsområdet
"Der er ingen tvivl om, at sagsbehandlingstiderne på værgemål er for lange, og vi beklager de gener, det har for de berørte borgere. Vi forstår fuldt ud, at de lange sagsbehandlingstider i nogle af sagerne, er utrolig svært for de borgere, der må vente længe på en afgørelse i deres sag."
Årsagen til de lange sagsbehandlingstider er, at der har været en stor stigning i antallet af sager på værgemålsområdet. Det har den konsekvens, at nogle borgere i øjeblikket må vente længe på behandling af deres sag.
Hvor der var 21.620 indkomne sager i 2019 er det i 2023 steget til 32.652 indkomne sager.
"Sagsbehandlingstiden for etablering af værgemål har været stigende den sidste periode, da der fortsat sker en stigning i antallet af indkomne sager."
Selve sagsbehandlingstiden varierer efter, hvad der søges om og borgerens situation.
Familieretshuset oplyser, at de prioriterer løbende i de indkomne sager, så de borgere, hvor en lang ventetid vil have størst konsekvens, får hjælp først.
Derudover oplyser Familieretshuset, at myndigheden arbejder koncentreret på at nedbringe sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet.
"Blandt andet har vi i 2024 kunnet ansætte ca. 20 flere medarbejdere til området, som gør, at vi har kunnet hjælpe lidt flere af de borgere, der har ventet længe. Derudover arbejder vi med at løse opgaven så effektivt som muligt inden for de rammer, vi har."
Sidst opdateret: 07/03/2025 - 08:50














































