Formandskabet i KKR Sjælland er trætte af angrebene fra LOS og Dansk Erhverv. Seneste er den kommende bestillingsportal blevet kritiseret.

Formandskabet i KKR Sjælland er trætte af angrebene fra LOS og Dansk Erhverv. Seneste er den kommende bestillingsportal blevet kritiseret. - Foto: Befunky: Pernille Beckmann: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Mikael Smed: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Debat:

Formandskabet i KKR Sjælland svarer igen: Stop nu, LOS og Dansk Erhverv!

"Beskyldningerne har været mangfoldige og grove igennem længere tid, og nu må det simpelthen stoppe." Sådan skriver borgmestrene Pernille Beckmann og Mikael Smed.

Udgivet: 08/04/2025

Del artiklen:

Af Pernille Beckmann, Borgmester, Greve Kommune, næstformand KKR Sjælland og Mikael Smed, Borgmester, Vordingborg Kommune, formand for KKR Sjælland

Vi har ad flere omgange bemærket retorikken fra LOS og Dansk Erhverv om det udviklingsarbejde, der er sat i gang blandt kommunerne i Region Sjælland. Senest med et debatindlæg, der kritiserer kommunernes drøftelser af en fælleskommunal- og regional bestillingsportal.

Fik du læst?

Skulle vi ikke bruge pengene på mennesker i udsatte positioner i stedet for IT?

Beskyldningerne har været mangfoldige og grove igennem længere tid, og nu må det simpelthen stoppe.

Vi er blevet beskyldt for karteldannelse, fordi vi ønsker at udnytte de kommunale og regionale tilbud fuldt ud, inden vi køber pladser andre steder. Vi har oven i købet gjort os umage med at sige, at det vigtigste først og fremmest er match mellem borgernes udfordringer og det konkrete tilbud.

Men det er jo tudetosset ikke at kigge i egne tomme pladser først og konstatere, om der er et match eller ej, inden man går ud på øvrige markeder. Vi forestiller os ikke, at mange virksomheder ville overleve ret længe, hvis man har varen på eget lager, men alligevel går ud og køber andre steder.

Den administrative formand for styregruppen for Rammeaftale Sjælland, altså en embedsmand, er blevet truet med konkurrencestyrelse og konkurrenceforvridning og altså senest med dette indlæg, som beskylder kommunerne for sløseri med offentlige midler.

Vi har respekt for at I har interesser at varetage, men nu skal I simpelthen stoppe.

Markedet fungerer ikke

Indlægget fra LOS og Dansk Erhverv peger ind i en vigtig debat om udviklingen på det specialiserede socialområde. Men lad os være helt klare: KKR Sjællands intentioner med en bestillingsportal er ikke udtryk for "sløseri med offentlige midler", men derimod et strategisk skridt mod at styrke kvaliteten, effektiviteten og gennemsigtigheden i indsatsen for samfundets mest udsatte borgere.

Når Dansk Erhverv og LOS kritiserer portalen, undlader de at adressere de grundlæggende problemer, som Ekspertudvalget for socialområdet allerede har dokumenteret: Markedet fungerer ikke!

Lad os skære helt ind til benet: Tankerne omkring en bestillingsportal er ikke bare nødvendig – den er uundgåelig.

Den 9. februar fremlagde Ekspertudvalget for socialområdet en markedsanalyse, der afslørede en uholdbar virkelighed: De markedslignende rammer på socialområdet er i frit fald. Kommunerne mangler incitament til at oprette egne tilbud, og markedet er gennemsyret af en dyb informationsasymmetri mellem myndigheder og leverandører, der gør det umuligt at opnå gennemsigtighed om pris og kvalitet. Kort sagt: Markedet er kollapset!

Konsekvensen? Hele 82 procent af de samlede udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde for voksne kan direkte kobles til køb af ydelser hos private leverandører, som ikke kan forklares med stigning i volumen. Og hvad får borgerne ud af det? Alt for ofte indsatser, hvor kvaliteten er så lav, at den nærmest ikke eksisterer.

Det er ikke bare ineffektivt – det er uanstændigt. Vi kan ikke længere vende det blinde øje til en udvikling, der svigter samfundets mest udsatte borgere. Det er på tide at tage ansvar!

Et nødvendigt opgør

Intentionerne med bestillingsportalen er ikke bare en regional investering – den er et nødvendigt opgør med et marked, der i dag fungerer som et ureguleret sælgers paradis.

I sin kerne er portalen tænkt som et værktøj til at styrke konkurrencen og skabe balance mellem pris og kvalitet. Ved at bringe de offentlige leverandører mere aktivt på banen kan vi udnytte den kommunale og regionale tomgangskapacitet langt bedre og samtidig vende markedet fra at være ensidigt domineret af sælgere (og dermed sælgers marked) til også at favne købernes interesser.

Det er på tide, at vi sikrer, at borgerne får den hjælp, de har krav på – uden unødige forsinkelser og uden unødigt økonomisk pres på skatteborgere, kommuner og fortrængning af andre områder af den kommunale drift, som hvert eneste år finansierer store prisstigninger på de specialiserede områder.

Uholdbare prisstigninger

Men bestillingsportalen kan ikke stå alene. Den skal understøttes af en bredere indsats, der skaber reelt samspil mellem offentlige og private leverandører.

Kommunerne melder om eksempler på private leverandører, der hæver priserne med uholdbare begrundelser. Et eksempel herpå er et tilbuds ændrede prisstruktur, der løfter en pris med 21procent. Hvis ikke kommunen accepterer, så smides borgeren ud af tilbuddet.

Det stiller borgeren og dennes pårørende i en urimelig situation og mon ikke tilbuddet ved, at kommunen er tvunget til at acceptere – netop fordi, at der ikke er et reelt alternativ grundet markedssituationen.

Denne adfærd underminerer både borgernes rettigheder og skatteborgernes økonomiske interesser. Og det kan heller ikke være i jeres interesse.

Alle, offentlige som private, tilbud bør hilse konkurrence velkommen og en bedring af markedssituationen. Det styrker også de mange gode og dygtige private tilbud. Samtidig står vi med en dyr tomgangskapacitet i offentlige tilbud, som koster alle kommuner dyrt – penge, der langt bedre kunne bruges til at sikre høj kvalitet i indsatsen for regionens mest udsatte borgere.

Portal kan blive landsdækkende og inkludere private

Der er behov for flere offentlige tilbud for at skabe balance og reel konkurrence. Tankerne om en bestillingsportal skal derfor ses som ét skridt, blandt flere, der skal understøtte denne udvikling og sikre, at socialrådgiverne hurtigt kan finde det rette tilbud til borgerne.

Portalen er ikke en unødvendig parallel løsning til Tilbudsportalen, men et praktisk værktøj, der frigør tid til det vigtigste: Den direkte borgerkontakt.

Ambitionen kan sagtens være, at bestillingsportalen på sigt gøres landsdækkende og potentielt set udvides til også at inkludere private leverandører.

Men for at dette kan lykkes, kræver det, at brancheforeninger som LOS, Selveje Danmark og Dansk Erhverv begynder at rydde op i egne rækker og går konstruktivt ind i samarbejdet om genetableringen af et velfungerende marked baseret på tillid, samfundsøkonomisk ansvarlighed og høj kvalitet.

Så lad os gå i dialog og samarbejde om denne dagsorden – med borgernes behov som den absolutte førsteprioritet.

Vi er trætte af at blive skudt i skoene at kommunerne laver karteldannelse, at vi går på kompromis med kvaliteten for borgerne og blive beskyldt for sløseri med samfundets penge.

Vores ambition er at sikre et fagligt og økonomisk bæredygtigt socialområde – intet andet. Så stop med beskyldningerne og kom ind i kampen – kommunerne er jo faktisk købere her. I detailhandlen gælder en gylden regel og det er ikke at svine sine kunder til.

Så stop surmuleriet over, at vi i Region Sjælland forsøger at træde nye veje. Og lad os så samarbejde om at udvikle kvaliteten, gennemsigtigheden og rammerne.

Sidst opdateret: 08/04/2025 - 12:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]