Uden et klart flertal til hverken rød eller blå blok, så peger alt på lange og besværlige forhandlinger, før Danmark får en ny regering.

Hvis landets kommunalpolitikere tænker, at det i værste fald vil give noget bøvl med en mulig udskudt økonomiaftale, så risikerer de at tage fejl.

Der er især to forhold, som med stor sandsynlighed vil sætte det kommunale selvstyre under pres i den kommende valgperiode.

Mistillid til kommunerne

Valgkampen har vist en udbredt mistillid hos partierne til kommunernes evne til at omsætte ekstra penge fra staten effektivt til bedre service. Mens de røde partiers foretrukne reaktion er centralt fastsatte standarder og regler fra Christiansborg, så hælder de blå partier til ganske enkelt at køre flere penge udenom rådhusene direkte ud til institutionerne.

Kommunerne har det grundlæggende problem, at alle data viser en påfaldende mangel på sammenhæng mellem kvaliteten af den kommunale service og de penge, som bliver brugt. Uagtet, at de data og udregninger som kommer fra blandt andet den borgerligt liberale tænketank Cepos ofte er upræcise og overdriver potentialet, så er der med stor sikkerhed et potentiale på et tocifret milliardbeløb.

Det generelle billede - som naturligvis rummer undtagelser - er, at de fattige kommuner er mest effektive, mens de rige kommuner er mindre effektive.

Mindre ulighed vil sætte rige kommuner under pres

Partierne har bredt lovet en reform af den kommunale udligning, som skal reducere uligheden i service - eller det som mere populært kaldes postnummer-lotteri. Det vil ramme de rige kommuner på to fronter.

Først og fremmest er udligning som udgangspunkt et nulsumsspil, og derfor betyder løftet til de fattige kommuner, at den bedst stillede halvdel af kommunerne kommer til at miste finansiering. Forklaringen er ganske enkelt, at det ikke er nok at tage penge fra en lille gruppe nordsjællandske kommuner, for de leverede ganske meget ved den seneste reform i 2020.

Men udover en ekstra udligningsregning, så risikerer den bedst stillede halvdel af kommunerne samtidig at blive ramt af, at Folketinget ved udligningsreformen i 2020 snød sig udenom nulsumsspillet. I stedet for at tage penge fra de bedst stillede kommuner, så hældte man ekstra statslige penge ind i den kommunale økonomi i form af overfinansiering.

I og med at kommunerne under et ikke må bruge pengene og blot får flere via balancetilskuddet, hvis de sætter skatten ned, så har overfinansieringen medført voldsomt stigende kassebeholdninger i særligt den rigeste halvdel af kommunerne. Udover at det er uholdbart ud fra en sund finanspolitiske styring, så er det også en accelerator af ulighed, fordi de rige kommuner får stadig større finansindtægter, som medfører en tilsvarende reduktion af bloktilskuddet - også for de fattigste halvdel af kommunerne.

Slutfacit bliver derfor, at den bedst stillede halvdel af kommunerne i 2029 kan se frem til, art at de både skal finansiere flere penge til de fattigste kommuner og samtidig skal bære hele byrden fra en total eller i hvert fald kraftig reduktion af overfinansieringen.

Udfordringen bliver ikke pengene men effektiviteten

Uden et rent rødt eller blåt flertal, så er spørgsmålet alene, om Danmark får en centrum-venstre eller en centrum-højre regering. Men det ændrer ikke meget på den grundlæggende udfordring for kommunerne.

Godt nok vil en centrum-venstre regering med stor sikkerhed give kommunerne lidt flere penge end en centrum-højre regering, men til gengæld vil borgernes forventninger også blive skruet højere op.

Derfor ender fokus hele tiden på effektiviteten; hvor meget service kommer der ud af de penge, som kommunerne bruger.

Al teori og forskning peger på, at effektiviteten ikke bliver højere af centralistisk styring eller at pengene overlades til institutionerne med en statslig koordinering og styring. Men kommunerne er nødt til at erkende, at den viden bliver overtrumfet af populistiske og centralistiske tiltag, hvis det er åbenlyst for borgerne, at det kommunale selvstyre ikke løser opgaven.

Derfor er der kun en vej frem for det kommunale selvstyre. Alle kommuner skal have fokus på effektiviteten i de kommende år. Det er ikke nok, at de fattige kommuner har fokus på effektiviteten af simpel nødvendighed. De rige kommuner skal også i gang.

For de rige kommuner styrer direkte frem mod en virkelighed, hvor faldende finansiering vil gøre det til en nødvendighed, at man kan levere den samme eller bedre service for færre penge. Og de fattige kommuner skal bevise, at det politiske ønske og mere lighed mellem rige og fattige kommuner også giver mere ensartet serviceniveau.

Ingen grund til at vente på regeringsforhandlingerne

Der er ingen grund til, at landets kommunalbestyrelser sidder og venter på resultatet af regeringsforhandlingerne på Slotsholmen. De bør i stedet indlede deres egne drøftelser om, hvordan de i egen kommune sikrer, at man bliver markant bedre til at håndtere effektivitetsudfordringen.

Den rigeste halvdel af kommunerne skal populært sagt gennemføre reformer, så der kommer minimum den samme service til borgerne for mærkbart færre penge.

Den fattigste halvdel af kommunerne skal populært sagt sikre, at en ekstra pose penge fra en udligningsreform i 2029 ikke bare bliver brugt til at lappe huller i budgettet, men rent faktisk omsætter sig i bedre service.