Selvom retssikkerheden og omgørelsesprocenter hyppigt bliver diskuteret på socialområdet, så er høje omgørelsesprocenter og sagsbehandlingsfejl ikke i sig selv lig med en dårlig retssikkerhed.

Det bliver fastslået i bogen Skøn, magt og retssikkerhed, der er bind 7 i Magtudredningen 2.0 og handler om borgerens møde med velfærdssamfundet.

Her står der blandt andet, at retssikkerhed ikke er et entydigt eller absolut begreb, da der er en række perspektiver og principper på spil.

I et forvaltningsretligt perspektiv handler retssikkerhed om, at kommunerne træffer lovlige og korrekte afgørelser og overholder sagsbehandlingsreglerne. Derfor er der både en materiel og processuel dimension:

"Afgørelser skal have hjemmel i lovgivningen, bygge på saglige hensyn og udmøntes ensartet over for borgere i identiske situationer, og reglerne om partshøring, begrundelse, dokumentation, tidslighed og klageadgang skal overholdes. Retssikkerhed betyder med andre ord, at borgere skal behandles ens, afgørelser skal være gennemsigtige og begrundede, og skøn ikke må udøves vilkårligt. Dette gælder også, når sagerne er komplekse," står der blandt andet.

Det bliver også understreget i magtudredningen, at der er brug for en bredere definition af retssikkerhed end blot et juridisk korrekt sagsbehandlingsforløb.

For selvom retssikkerheden juridisk set er opfyldt, kan borgeren opleve processen som uretfærdig, langvarig eller ufølsom over for deres særlige situation.

"Oplevelsen af retssikkerhed handler med andre ord ikke kun om afgørelsens lovlighed, men også om måden, den bliver til på, dvs. om dialogen og om den respekt og inddragelse, der præger processen."

Et andet aspekt af retssikkerheden er normer for god forvaltningsskik. Det er en samlet betegnelse for de krav, der er til myndighedernes generelle opførelse overfor borgerne, som er udviklet gennem Ombudsmandens praksis.

Grundlæggende handler det om, at kommunen opfører sig på en måde, der styrker borgernes tillid.

Helt generelt er tillid vigtigt, når kommunale afgørelser i så høj grad hviler på skøn, som er tilfældet på socialområdet.

Ankestyrelsen vurderer ikke det faglige skøn

Hvis en borger er utilfreds med sin afgørelse, kan borgen påklage den til Ankestyrelsen.

Her vil Ankestyrelsens jurister vurdere, om de juridiske kriterier for retssikkerhed er opfyldt. Altså om dokumentationen er fyldestgørende, tidsfristerne overholdt, og borgeren er korrekt partshørt. Dog vurderer Ankestyrelsen ikke det faglige skøn.

Når en borger klager, kan Ankestyrelsen enten vælge at afvise klagen, stadfæste den eller omgøre den. En omgørelse betyder, at Ankestyrelsen ophæver, ændrer eller hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.

Dermed bliver det svært at konkludere noget om retssikkerheden ud fra omgørelsesprocenten:

"Omgørelsesprocenten siger dermed ikke noget entydigt om hverken retssikkerhed eller kvalitet i sagsbehandlingen. Den måler ikke, om borgeren fik den rigtige hjælp, men om kommunen har fulgt de formelle procedurer."

Retssikkerhed kræver kyndig fortolkning

En grundlæggende pointe i bogen er, at lovgivningen på området er bred og elastisk. Derfor kræver det, at forvaltningen både fortolker lovgivningens intentioner og regler og omsætter dem til meningsfulde afgørelser, der tager højde for individuelle forskelle og komplekse livssituationer.

Svaret på, hvad en borger har ret til, hviler altså både på en juridisk og socialfaglig vurdering, der altid tager afsæt i den enkelte borgers situation.

Det gør det svært for borgeren at vurdere, hvad borgeren har ret til.

Alligevel er en pointe i magtudredningen, at en standardiseret tilgang ikke er svaret på uforudsigeligheden.

"Mange sager på socialområdet er så individuelle, at en standardiseret tilgang risikerer at underminere retfærdigheden snarere end sikre den. Retssikkerhed handler nemlig ikke kun om regelanvendelse, men også om kvaliteten af den faglige fortolkning."

Der er flere aspekter, der er afgørende for den oplevede retssikkerhed. Det handler blandt andet om oplevelsen af en retfærdig proces, hvor borgeren forstår begrundelsen og oplever, at borgerens input har haft betydning for afgørelsen. Derfor bliver det også et spørgsmål om relation og kommunikation.