Udadreagerende adfærd fører ofte til dyre enkeltsager
Har borgeren en udadreagerende adfærd, er der formentlig større chance for, at kommunens regning vokser. Det viser en ny screening af de dyre enkeltsager.
Udgivet: 07/02/2023
I de situationer, hvor en borgers adfærd har været udslagsgivende for det tilbud, borgeren er blevet visiteret til, så skyldes det i 48 procent af tilfældene udadreagerende adfærd.
Det viser en ny screening af særligt dyre enkeltsager, som Kommunernes Landsforening og Komponent har udarbejdet siden sommeren 2022 med data fra 47 kommuner, under navnet: ”Projekt øget viden om særligt dyre enkeltsager på voksenområdet.” Den kan du læse her.
Hvis svarende for de 47 kommuner er repræsentative for landets øvrige, peger resultaterne på en interessant tendens.
Det tyder på, at udadreagerende adfærd spiller en meget central rolle ved de dyre enkeltsager, som kommunerne kæmper med økonomisk og forventer, der kommer flere af de kommende år.
Overordnet set defineres udadreagerende adfærd som adfærd, der er rettet udadtil. Det kan være mod personer eller ting. Borgeren skader andre personer eller genstande med sin adfærd.
"Det er en adfærdsform, der ofte opstår, fordi der er noget, borgeren er frustreret over, som man har svært ved - hvis det eksempelvis er et menneske med udviklingshæmning. Hvis borgeren er frustreret over et eller andet, man har haft svært ved at give udtryk for på andre måder," siger forsker i det specialiserede voksenområde Maria Røgeskov fra VIVE.
Hun fortsætter:
"Det kan eksempelvis være noget med, at man har nogle fysiske smerter, som man ikke kan få kommunikeret til omverdenen. Hvis man mangler sprog. Så kan borgeren blive udadreagerende."
Udadreagerende adfærd er langt den største tendens i undersøgelsen. Ved 15 procent af tilfældene, har borgerens adfærd ikke været relevant og i 14 procent af tilfældet har borgeren været selvskadende.
(Artiklen fortsætter under figuren)
Udadreagerende borger kræver mange mandetimer
Noget af det, der er med til at gøre udadreagerende borgere omkostningsfulde, er at det kræver flere mandetimer.
"Der kan være forskellige grader af mandsopdækning, men dem, der er rigtig omkostningsfulde, er de borgere med en-til-en bemanding," siger Røgeskov og fortsætter:
"Og dem, der er i helt særskilte tilbud, fordi deres adfærd er så truende eller farlig overfor andre, at de ikke kan bo på botilbud sammen med andre og må være skærmet. Det gør, det er mere omkostningstungt."
At en borger mandsopdækkes, har dog også en række negative konsekvenser. Er man udadreagerende kan man blive utrolig stresset af at være mandsopdækket og på den måde blive endnu mere udadreagerende.
Undersøg forhold, der ligger bag adfærden
Derfor er det vigtigt, at man går ind og undersøger de forhold, der ligger bag adfærden, siger Røgeskov. Ellers ender man nemlig i den onde cirkel.
"Det helt centrale er, at man går ind og kigger bag ved. Og finder ud af, hvordan man kan forebygge den her adfærd opstår, så vi kan møde borgeren, for det er heller ikke rart for borgeren at være udadreagerende."
Derfor er det vigtigt, der er fagpersoner, som kender den udadreagerende borger godt, og som er opmærksom på de faresignaler, der kan være, så man får taget det i opløbet, inden borgeren bliver udadreagerende, mener Maria Røgeskov.
Ifølge Røgeskov er det nemlig utrolig vigtigt, man har blik for årsagerne bag. At man ikke gør det til borgerens problem, men ser på omgivelsernes - som personalets - interaktion med borgerne.
Sidst opdateret: 07/02/2023 - 13:36
Temaer: Det specialiserede socialområde















































