
Stofindtagelsesrummene er en ubetinget succes. De redder liv og sikrer værdighed. Men de virker kun dér, hvor de er. Og det er for få steder i dag, skriver Jeanette Bauer, Chef for Kirkens Korshær. - Foto: PR-Foto Kirkens Korshær
Debat: Staten må hjælpe kommunerne med flere stofindtagelsesrum
Økonomi er en stopklods for flere stofindtagelsesrum ude i kommunerne. Det går ud over stofbrugeres værdighed og sikkerhed, mener Kirkens Korshær, der foreslår en national pulje, som kommunerne kan søge.
Udgivet: 07/09/2023
Af Jeanette Bauer, Chef for Kirkens Korshær
200. Cirka så mange danskere dør hvert år af en overdosis. Der er flere, end der dør i trafikken. Og det er 200 for mange.
Ethvert tabt liv er en tragedie. Men det ekstra tragiske her er, at flere af de 200 dødsfald faktisk kunne være undgået, hvis stofbrugeren havde haft trygge og sikre rammer for sit stofindtag.
Heldigvis findes der en enkel, effektiv og afprøvet metode til at sikre netop dette: Stofindtagelsesrum.
Vi har bare for få af dem. Og det skyldes blandt andet manglen på statslig medfinansiering.
I Kirkens Korshær driver vi tre ud af de fem eksisterende stofindtagelsesrum rundt om i landet. I Aarhus, Odense og Vejle.
Her kan man indtage sine stoffer under ordnede forhold. Man kan få vejledning til at indtage dem så sikkert som muligt. Man kan få rene kanyler og ro til at indtage stofferne. Og så er man under opsyn, så man hurtigt kan få hjælp, hvis man tager en overdosis.
Endelig kan man i stofindtagelsesrummene blive henvist til sundhedsfaglige- og socialfaglige tilbud samt til rusmiddelbehandling. For nogle er det et første skridt mod et andet og bedre liv.
Det er en ubetinget succes
Vi ved, at stofindtagelsesrummene virker. Til sammen er der foretaget 2.048 akutte behandlinger for overdosis og svær forgiftning i alle landets stofindtagelsesrum, siden de blev åbnet. Det er 2.048 overdoser, der måske havde haft døden til følge, hvis de var sket uden opsyn.
Stofindtagelsesrummene er en ubetinget succes. De redder liv og sikrer værdighed. Men de virker kun dér, hvor de er. Og det er for få steder i dag.
Vi ved, at der eksisterer aktive stofscener i adskillige større byer rundt i landet. Alligevel har de fleste af disse byer, som fx Aalborg og Esbjerg, intet sikkert tilbud til stofbrugere. I stedet forvises folk til beskidte trappeskakter og ensomme lejligheder, når de skal tage deres stoffer.
Det øger risikoen for, at noget går galt. At ens stoffer eller udstyr er forurenet. At man får skader. Eller at man i værste fald ikke bliver fundet, hvis man tager en overdosis. At man ender som en af de 200 dødsfald i statistikken.
Nej til postnummerlotteri
I Kirkens Korshær mener vi, at dette er uacceptabelt. Ens chance for at overleve som stofbruger må ikke afhænge af ens postnummer.
Ligesom alle andre mennesker fortjener stofbrugere trygge og værdige rammer for deres liv. Derfor er det nødvendigt med flere stofindtagelsesrum rundt om i landet.
Heldigvis står vi ikke alene med denne holdning. Tværtimod oplever vi, at man i flere kommuner anerkender behovet for et stofindtagelsesrum. Man har bare svært ved at finde midlerne i en hårdt presset kommunal økonomi.
Det problem anerkender vi. Kommunerne er pressede. Men det må ikke være en stopklods for at sikre værdighed for nogle af samfundets mest udsatte. Derfor mener vi i Kirkens Korshær, at kommunerne bør have en økonomisk håndsrækning af staten.
Kommunerne skal have penge fra SSA-reserven
Konkret foreslår vi, at der i forbindelse med forhandlingerne om SSA-reserven afsættes en pulje til etablering og drift af stofindtagelsesrum rundt om i landet. Som kommunerne kan søge til at finansiere halvdelen af deres omkostninger.
Vi håber og tror, at dette vil få flere kommuner til at prioritere oprettelse af stofindtagelsesrum. Og vi ved, at det vil gøre en enorm forskel for en ekstremt udsat gruppe danskere.
Vi anerkender, at stofindtagelsesrum ikke er gratis. At de skal prioriteres blandt mange gode og vigtige initiativer. Men ikke at prioritere dem koster menneskeliv. Og i vores øjne er de uvurderlige.
Sidst opdateret: 07/09/2023 - 10:26
Temaer: Debat
Emner: Udsatte











































