Af Rosa Lund, handicapordfører Enhedslisten.

Først ville jeg ikke være handicapordfører, fordi jeg var bange. Nu vil jeg gerne være det, fordi jeg er fucking rasende!

Da jeg blev valgt til Folketinget første gang i 2011, var det ikke ret lang tid efter, jeg havde fået min sclerose diagnose. Jeg kan huske, at de andre fra Enhedslistens folketingsgruppe foreslog, at jeg skulle være handicapordfører.

Dengang sagde jeg nej. Min egen diagnose var alt for ny på det tidspunkt, og jeg var stadig i gang med at acceptere, at den fandtes, og at jeg selv hører til i den gruppe af borgere, der lever med et handicap - om end mit er usynligt.

Nu har jeg selv bedt om at blive det, fordi jeg er så sur og frustreret over den måde som området fungerer på. Eller skulle man sige ikke fungerer? Og over den måde mine politiker-kollegaer omtaler og behandler området på.

Behov for at tage et grundlæggende opgør

Næsten dagligt kan man læse historier om mennesker med handicap, der ikke får den hjælp og støtte, de har brug for og ret til.

Der er (desværre) mange grunde til, at det er sådan, og det skal vi lave om.

Mennesker med handicap har også ret til et liv og til at blive behandlet med værdighed. Det kræver, at vi tager et grundlæggende opgør med den måde, tingene fungerer på i dag.

For det første er der nogle opgaver, der skal fjernes fra kommunerne, fordi der findes svære, komplicerede og sjældne lidelser og diagnoser, som kræver en helt særlig viden, der ikke findes i den enkelte kommune.

Det ville give mere mening at flytte disse opgaver til for eksempel regionerne, hvor den vigtige specialviden kan opbygges.

For det andet er vi nødt til at ændre de nuværende økonomiske incitamenter for kommunerne, som betyder, at kommunen sparer penge på at give den forkerte hjælp, for så derefter at give den rigtige hjælp, når først Ankestyrelsen har afgjort en klage fra borgeren selv.

De økonomiske incitamenter skal vendes på hovedet så borgerne får en rette hjælp første gang

Og for det tredje skal der langt flere midler fra staten til at løfte området, så kommunerne ikke tvinges ud i hardcore prioriteringer i at bevillige den nødvendige hjælp til de mennesker, som har behov for det. Det kan være at sikre, at der ikke bliver skåret på antallet af ledsagertimer, ikke at fratage mennesker deres BPA-ordning eller at finde det rigtige skoletilbud til et barn med alvorlige udfordringer.

Rasende over kollagers retorik

Et andet aspekt, der virkelig kan gøre mig rasende, er den måde mine kollegaer på Christiansborg igen og igen taler om handicapområdet.

Som noget der skal økonomisk styres bedre ude i kommunerne. Som noget, der er meget kompliceret og svært, og derfor bedst egner sig for Finansministeriet at regne på eller et ekspertudvalg af ikke-handicapeksperter at kommer med anbefalinger om.

I stedet for at tale om området som et centralt velfærdsområde, som går på tværs af alt muligt – som livet jo gør.

Det handler om værdighed, om trivsel, om tilgængelighed, om forskellighed, om skoler, om sundhed og om alt det, der gør os, der lever med et handicap, til mennesker på lige fod med alle andre.

Et menneskesyn, der tager udgangspunkt i levede liv og ikke økonomi, ville gøre alverdens forskel for den måde, vi som samfund ser mennesker, der lever med handicap, og for den politiske forståelse for handicapområdet.