Selvom kommunerne ofte bliver slået i hovederne med danmarkskortenes omgørelsesprocenter, er det ikke meget, KL's formand kan bruge dem til.

Selvom kommunerne ofte bliver slået i hovederne med danmarkskortenes omgørelsesprocenter, er det ikke meget, KL's formand kan bruge dem til. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (arkiv)

KL-Formand: Danmarkskort over omgørelsesprocenten er meningsløse

Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, er stærkt kritisk overfor Social-, Bolig- og Ældreministeriets danmarkskort over omgørelsesprocenter. Han mener ikke, de giver mening.

Udgivet: 28/09/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det er ikke meget, formand for Kommunernes Landsforening (KL) Martin Damm mener, han kan bruge Social-, Bolig-, og Ældreministeriets danmarkskort til.

"Danmarkskortene giver ikke mening," siger han til NB-Social.

Hvert år kommer ministeriet med sine danmarkskort over omgørelsesprocenten på handicapområdet, der tager udgangspunkt i realitetsbehandlede klager i Ankestyrelsen.

Det er både et kort over socialområdet generelt, børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet.

De kort bliver ofte brugt til at kritisere kommunernes indsats på handicapområdet. Tilbage i foråret kunne NB-Social eksempelvis fortælle, at omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet var næsten 50 procent.

Læs også:
Nye Danmarkskort: Halvdelen af sagerne på børnehandicapområdet blev omgjort

Samtidigt har statsrevisorerne været ude og kritisere de høje omgørelsesprocenter. Tilbage i foråret 2022 skrev de:

"Statsrevisorerne finder det bekymrende, at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end ⅓ af de sager, der er påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021, fordi kommunerne ikke har overholdt gældende regler og love på området. Statsrevisorerne finder dette særligt bekymrende, da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til."

Ser kun på påklagede sager

Men på trods af det, så er Martin Damm meget kritisk overfor danmarkskortene som redskab.

Det første problem er, at kortene kun tager udgangspunkt i de påklagede sager. Har en kommune 4000 sager, og er det 100 af dem, der bliver påklaget, så er det kun de sager, der bliver kigget på og ikke de resterende 3900.

"Ud af de 100, så bliver 30 af dem omgjort. Så vil de stå med en omgørelsesprocent på 30. Så tror folk, det er 30 procent af sagerne i kommunen, men det er det jo ikke. Det er 30 procent af de påklagede sager."

Hvis man så ifølge Damm sagde, at kommunen brugte rigtig mange ressourcer for at forbedre kvaliteten på området, så det kun var to af sagerne, der blev påklaget, og en af dem blev omgjort.

"Så vil kommunen stå med en omgørelsesprocent på 50 procent."

Problemet her er ifølge Damm, at der ikke bliver taget højde for antallet af påklagede sager. Så selvom der i ovenstående eksempel kun er en forkert sag, ender kommunen med en omgørelsesprocent på 50.

Ankestyrelsen kan heller ikke bruge det til noget

Ifølge Martin Damm er det ikke kun ham, der har det svært med ministeriets kort. Ankestyrelsen selv har en del forbehold.

"Selv Ankestyrelsen skriver, man ikke kan bruge det til noget."

Her henviser Damm til følgende citat fra læsevejledningen til danmarkskortene:

"Omgørelsesprocenten omfatter derimod ikke oplysninger om de sager i kommunerne, som ikke påklages til Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv."

Slutteligt står der:"Omgørelsesprocenten kan derfor ikke bruges til at udtale sig om den generelle kvalitet af kommunernes sagsbehandling."

Danmarkskortene viser kun, ifølge Ankestyrelsens læsevejledning, hvorvidt de, der klager til Ankestyrelsen, enten har ret i deres klage, eller har ret til at få genbehandlet deres sag.

NB-Social har kontaktet Social-, Bolig-, og Ældreministeriet for at give dem mulighed for at forholde sig til kritikken. Ministeriet er ikke vendt tilbage inden deadline.

Fakta:

En afgørelse kan enten blive stadsfæstet eller omgjort.

Omgørelsesprocenten består af to ting. Hjemvisninger og ændring/ophævelse.

Hjemvisning betyder, at styrelsen sender sagen tilbage til kommunerne, da der mangler væsentlige oplysninger i en sag, som Ankestyrelsen ikke selv kan indhente.

Ændring/ophævelse betyder, at styrelsen er helt eller delvist uenig med afgørelse, og ændrer eller ophæver den.

En høj omgørelsesprocent betyder derfor ikke, at kommunen har lavet mange forkerte afgørelser, der bliver ændret. Procenten viser kun andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist, ændret eller ophævet) af Ankestyrelsen.

Disse bestemmelser indgår i danmarkskortene

Kortet for socialområdet generelt

Her indgår alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er kommunal

klageadgang. Dvs. både børneområdet og voksenområdet herunder ældre.

Kortet for socialområdet generelt indeholder således de bestemmelser, der

indgår i de specifikke danmarkskort for hhv. voksenhandicapområdet og

børnehandicapområdet, men derudover indgår en række andre bestemmelser

på tværs af børne- og voksenområdet.

Kortet specifikt for børnehandicapområdet

• Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-401

• Merudgiftsydelse § 41

• Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43

• Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 - 45

Kortet specifikt for særlige bestemmelser på voksenhandicapområdet

• Voksne - kontante tilskud § 95

• Voksne - borgerstyret personlig assistance § 96

• Voksne - ledsageordning § 97

• Voksne - merudgifter § 100

Sidst opdateret: 28/09/2023 - 13:29

Emner: Ankestyrelsen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]