
Dansk Handicap Forbunds landsformand Susanne Olsen mener, at kommunernes budgetter på det specialiserede socialområde er urealistiske. - Foto: Gua Studio
Dansk Handicap Forbund: Budgetterne på socialområdet er urealistiske
Kommunernes budgetter på det specialiserede socialområde er urealistiske, mener Dansk Handicap Forbund, efter en række kommuner har sprængt deres budgetter på området.
Udgivet: 26/04/2022
Kommunernes budgetter er urealistiske. Sådan lyder dommen fra Dansk Handicap Forbund, der reagerer på, at en række kommuner igen har sprængt deres budgetter på det specialiserede socialområde.
”Når kommunerne sprænger budgetterne på det specialiserede socialområde, er det et meget tydeligt billede på, at budgetterne er urealistiske i forhold til den opgave, der ligger i at sikre mennesker med handicap en mulighed for en tålelig tilværelse. Det er en opgave, som Danmark konventionsmæssigt har forpligtet sig til,” siger landsformand for Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen og fortsætter:
”Det fortæller mig, at vi som samfund er nødt til at forholde os mere grundlæggende til problemstillingen i stedet for at lade tingene stå, som de gør. Vi skal altid huske, at bag tallene er der virkelige mennesker med hverdage, som vi ser falde fra hinanden.”
Derudover peger Susanne Olsen på et mere overset problem, når vi taler om de sprængte budgetter. Det er nemlig med til at stemple borgere med handicap som meget dyre for samfundet.
”En anden og mere usynlig udfordring ved budgetoverskridelserne kan være, at de er med til at stemple de her mennesker som usædvanligt dyre for samfundet. Vi er nødt til at investere de penge, der skal til, for at mennesker med handicap kan få den hjælp, som de har brug for. For det er dét, det handler om; mennesker, som har et handicap, og som følge deraf har brug for hjælp. Det må og skal vi kunne understøtte som samfund.”
Social- og ældreminister: Vi skal have bedre greb om udgiftsbilledet
Ifølge social- og ældreminister Astrid Krag, er der mange fakturer på spil. Derfor har man tidligere besluttet af nedsætte et ekspertudvalg, der skal se nærmere på socialområdets udfordringer.
”Der er mange faktorer på spil, og der er meget ved udgiftsbilledet, vi ikke kender til. Det bliver vi nødt til at få bedre greb om, og det skal et ekspertudvalg hjælpe os med. Udvalget skal blandt andet afdække udfordringsbilledet på socialområdet og give anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling. For vi har en fælles opgave i at sikre en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på socialområdet," siger hun og fortsætter:
"Vi skal konkret se på, hvordan vi sikrer, at midlerne på området anvendes bedre, så borgerne også oplever en større effekt af de over 50 mia. kr., vi bruger på området. Jeg ser frem til at følge arbejdet, der sættes i gang snart."
V: Vi mangler stadig den evaluering
Det er ikke kun i Dansk Handicap Forbund, man er kritisk overfor de høje budgetter.
Hos Venstre mener socialordfører Marlene Ambo-Rasmussen ikke, at det kommer som nogen overraskelse. Foruden at sidde i Folketinget er hun også byrådsmedlem i Odense Kommune.
"Det kommer desværre ikke helt som nogen overraskelse. Nu sidder jeg jo også selv med det som byrådsmedlem og har godt kunne se, hvor det bar henad. Både i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen, hvor vi har voksenområdet, og i Børne- og Unge, hvor vi har alle under 18. Så jeg kender problematikken som byrådsmedlem, hvor vi følger det her meget, meget tæt," siger hun og fortsætter:
"Det her falder tilbage på en ting. Vi mangler stadigvæk den evaluering af det specialiserede socialområde. Så længe den ikke foreligger, hvilket den skulle have gjort for et år siden, så er det jo rigtig svært at arbejde videre. Processen herfra er, at vi afventer ministeren."
Ifølge Marlene Ambo-Rasmussen bliver evalueringen et guldæg i forhold til at finde ud af, hvad politikerne skal gøre på området.
"Det her er ikke noget, kommunerne kan løse selv. Nu sidder jeg jo selv i Odense Byråd. Vi forsøger at blive ved med at løse det og har gjort det ved de sidste tre foregående budgetforhandlinger. Jeg gruer for det, når vi sidder med det igen i efteråret, for det er rigtig svært at lave noget andet politik, når man skal finde 150-200 millioner i budgettet til en overskridelse. Det er udelukkende for at overholde lovgivningen. Det er ikke engang for at lave noget ekstra," siger Marlene Ambo-Rasmussen, og kalder det helt absurd.
Handicapområdet bliver ikke prioriteret nok
Næstformand for Folketingets Socialudvalg, Karina Adsbøl (UFP), er også kritisk. UFP står for uden for partierne, da hun er løsgænger, efter hun brød med Dansk Folkeparti. Hun siger til NB-Social:
"Der sker et svigt, når vi taler om det sociale og specialiserede område, som også hænger sammen med det psykiatriske område. Handicap, psykiatri og det sociale område. Jeg synes ikke, det bliver prioriteret i den grad, det skulle," siger hun og fortsætter:
"Det handler ikke om, hvem der sidder i regering. Det handler om, at man politisk er nødt til at prioritere området og sikre, at der er midler. Jeg ved godt, der foregår en forhandling mellem den siddende regering og KL, men jeg ved også, at KL har efterspurgt flere midler, end de fik, netop for at sikre det her og kunne løfte området."
Derudover mener Adsbøl helt grundlæggende, at man er nødt til at se på, hvad man får for pengene på socialområdet.
"Derudover er vi nødt til at follow the money. Hvad er det, vi får for de penge? Hvor er det, de penge går hen? Så bliver man nødt til at lave kvalitetsindikatorer for, hvad det er for en kvalitet, man vil have. Det må man bare sige, at der har man fejlet."
Artiklen er opdateret med et citat fra social- og ældreminister Astrid Krag.
Sidst opdateret: 27/04/2022 - 09:40
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Handicap, Økonomi, Venstre, Det specialiserede socialområde, Handicappede















































