Forhandlingerne på handicapområdet fortsætter nu efter sommerferien.

Forhandlingerne på handicapområdet fortsætter nu efter sommerferien. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix (arkiv)

Handicapforhandlingerne udskudt til efter sommerferien

Regeringens forhandlinger på handicapområdet er nu udskudt til efter sommerferien. 'Ministeren har ikke fremlagt nogle bud på, hvordan hun vil løse de centrale problemer på området,' siger Enhedslisten.

Udgivet: 24/06/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Borgere med handicap må væbne sig med tålmodighed. Det bliver nemlig ikke på denne side af sommerferien, at der lander en aftale på handicapområdet.

Efter to møder i den her uge er det ikke lykkedes social- og ældreminister Astrid Krag at lande en aftale med Folketingets partier. Nu er forhandlingerne udskudt til august måned.

"Forhandlingerne må siges at være gået i stå. For ministeren har ikke fremlagt nogle bud på, hvordan hun vil løse de centrale problemer på området, som er visitationen og finansieringsmodellen. Det har vi fra Enhedslistens side meget kraftigt opfordret til" siger Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj til NB-Social.

Han mener ikke, at ministeren har flyttet sig en millimeter i retningen af at få løst problemerne, hvilket det kræver, hvis partierne skal nå hinanden.

De Radikale deler kritikken af regeringens manglende bud på løsninger.

"Vi har ikke fået en grundig orientering om finansieringsmodellerne. Det berør regeringens udspil jo slet ikke," siger socialordfører Christina Thorholm og fortsætter:

"Det er et meget centralt element i at skulle finde løsninger på det specialiserede socialområde."

Ifølge Thorholm, har De Radikale hele tiden sagt, at det ikke var realistisk at lande en aftale inden sommerferien. Samtidigt er hun ret kritisk overfor regeringens udspil:

"Jeg er kritisk overfor det, regeringen har lagt på bordet, for det handler overvejende om specialeplan. Så er der nogle initiativer til visitationen, men jeg mener slet ikke, de imødekommer det, som er udfordringen i sagsbehandlingen og visitationen. Man forholder sig ikke til økonomien i det."

Mange forsinkelser på området

Også hos de borgerlige er der kritiske røster overfor regeringen. De Konservative mener, regeringen kom alt for sent i gang:

"Det er rigtig ærgerligt, at regeringen er kommet så sent i gang med det her. Dels kom hele evalueringen af det specialiserede socialområde sent - den havde vi ventet på i halvandet år. Så kommer den, men så sker der ikke så meget et lille stykke tid. Så bliver der indkaldt til møder tirsdag og torsdag. Det kan enhver jo se er helt umuligt at nå at lande en aftale med to møder på sådan et stort område," siger De Konservatives handicapordfører Brigitte Klintskov Jerkel.

Jakob Sølvhøj (Ø) mener, det godt kunne virke som om, regeringen bevidst har trukket tiden.

"Evalueringen skulle have været færdig i sommeren 21. Den blev færdig et år forsinket, og så var vi blevet lovet forhandlinger fra starten af april måned, og de forhandlinger kom reelt først i gang her for en uges tid siden. Så det kunne godt virke som om, regeringen bevidst har trukket tiden og måske håber at kunne komme ud af det ved at udskrive valg," siger han og fortsætter:

"Det vil være dybt urimeligt. Først og fremmest i sin substans, men det var jo også en del af vores fælles forståelsespapir, som vi aftalt forud for regeringens tiltræden helt tilbage i 19. At vi skulle ind og løse de problemer, der er på handicapområdet."

På NB-Social har vi spurgt Social- og Ældreministeriet ind til forhandlingsprocessen. De skriver i en skriftlig kommentar:

"Forhandlingerne er lige gået i gang på området, og det er rigtigt, at de fortsætter til august."

Sammen med den længe ventede evaluering af det specialiserede socialområde præsenterede regeringen tilbage i maj måned sit handicapudspil: Et liv med ligeværdige muligheder. Det skulle sikre højt specialiseret hjælp til personer med handicap.

Det er det udspil, der danner grundlag for forhandlingerne, der nu fortsætter efter sommerferien.

Sidst opdateret: 26/06/2022 - 20:16

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]