Store besparelser: Flere kommuner sparer på handicapområdet
Flere kommuner er i fuld gang med at spare på det specialiserede socialområde. Kommuner som Haderslev og Hedensted skal finde over 30 millioner kroner.
Udgivet: 16/08/2022
Nu bliver der sparet på borgere med handicap. I flere kommuner har man fundet de store sparekataloger frem. En af dem er Haderslev Kommune. Her skal der findes 33 millioner kroner på handicapområdet.
"Vi har en underfinansiering på 33 millioner, og det gør rigtig ondt. Det er bestemt ikke et ønskescenarie," siger Lene B. Bierbaum (V), der er formand for Social- og Handicapudvalget.
Derfor har udvalget fået forvaltningen til at komme med forslag til, hvordan man kan skære. Forvaltningen er kommet med 30 forslag. Her har man blandt andet revurderet alle kan-opgaverne.
(Artiklen fortsætter under billedet)
"Der er bestemt ikke nogle af de fremlagte forslag fra forvaltningen, som er noget, vi ønsker os. Det er bestemt ikke udtryk for det serviceniveau, vi ønsker at drive i vores kommune. Men det er et spørgsmål om, at det er en nødvendighed, at vi tilpasser os," siger Lene B. Bierbaum.
Hun fortæller, at det handler om at spille med åbne kort i forhold til, hvad borgerne kan forvente. Derfor har kommunen også henvendt sig til ministeren med et håb om, at det specialiserede socialområde både får et økonomisk løft men også et større fokus de kommende år.
Kataloget er nemlig med til at tydeliggøre, hvilken mærkbar effekt det har, når kommunerne ikke har pengene til at drive det serviceniveau, som hun kalder det rimelige.
Ikke kun i Haderslev Kommune
Det er ikke kun i Haderslev Kommune, at man er i fuld gang med at se på udgifterne til det specialiserede socialområde. Se man på ansøgninger til tilskuddet for de særligt vanskeligt stillede kommuner, kan man se, at mange flere allerede er i fuld gang med at se, hvor de kan frigøre midler på det specialiserede socialområde.
En af dem er Hedensted Kommune. Her har man besluttet sig for at gennemføre en genopretningsplan, hvor man permanent reducerer udgifterne på det specialiserede socialområde med 30 millioner kroner. Senere i september vil der blive præsenteret en endelig plan for udvalget for Social Omsorg.

Man har blandt andet lokalt lavet ændringer, så man fokuserer mere på forbyggende indsatser. Samtidigt er det efter sigende lykkedes kommunen at stabilisere antallet af borgere i botilbud ved at få flere videre i eget hjem.
De fynske kommuner Faaborg-Midtfyn og Assens er også i gang med at frigøre midler på det specialiserede socialområde og har begge lavet en ny visitationspraksis. Derudover har de i Faaborg-Midtfyn forhandlet kontrakter på botilbud, mens de i Assens Kommune har opprioriteret forebyggende foranstaltninger på børneområdet.
Svært at drive et område med færre penge
Lene B. Bierbaum stiller sig kritisk overfor, at det specialiserede socialområde igen blev forbigået ved økonomiaftalen.
"Det er jo en kendt udfordring i langt de fleste kommuner, at det specialiserede socialområde er underfinansieret. Sidste år kom kommunerne samlet ud med et merforbrug på 1,6 milliarder. Og vi fik igen i år nul kroner i økonomiforhandlingerne. Det må jo være rimeligt logisk for de fleste, at det kan man ikke drive et område for, når der ikke kommer midler med til det antal af mennesker, der har brug for hjælpen, vi skal give."
Men drejer det sig ikke også om, hvordan I i Haderslev Kommune har brugt pengene?
"Det ville jo være noget andet, hvis det var sådan, at det bare var i vores kommune, vi havde været dårlige til at passe på pengene, og vi derfor havde et merforbrug på 33 millioner. Så var det jo primært vores ansvar, at det ser ud, som det gør. Men det er jo ikke tilfældet. Og det er det, der er den store udfordring," siger Bierbaum.
Sidst opdateret: 16/08/2022 - 20:45
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Haderslev Kommune, Hedensted Kommune, Det specialiserede socialområde















































