
Professor Bent Greve mener, kommunerne er for små til at styre det specialiserede socialområde. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Professor: Kommunerne er for små til at styre det specialiserede socialområde
Det var en fejl at give kommunerne det specialiserede socialområde, da de er for små til at løse en så specialiseret opgave. Det mener professor Bent Greve.
Udgivet: 03/11/2022
Da man lavede Strukturreformen, var det en fejl, at politikerne gav kommunerne det specialiserede socialområde. Det siger professor Bent Greve fra RUC.
Han mener, kommunerne er for små til at løse så specialiseret en opgave, fordi det specialiserede socialområde er så komplekst.
Kun store kommuner som København, Aarhus, Aalborg, Odense og Aalborg ville være i stand til at dække de meget forskellige diagnoser, de forskellige problemstillinger og den store kompleksitet på området.
"Derfor ville det være logisk at lade område blive enten i regionerne eller i statsligt regi," siger Bent Greve til NB-Social.
Bent Greve mener, at den høje omgørelsesprocent i Ankestyrelsen og kommunernes erkendelse af, at de har svært ved at styre økonomien, bakker hans pointe op.
"Det kræver nogle større enheder, der tager ansvar for de her områder, så man har den faglige ekspertise til at behandle sagerne og har det nødvendige faglige overblik over, hvilke institutioner, der kan løse ting bedst," siger Greve.
Han hæfter sig blandt andet ved, at der har været en tendens til, kommuner hjemtog borgere, så de var tættere på deres pårørende, selvom det ikke nødvendigvis var fagligt hensigtsmæssigt.
Kommunerne kan gå sammen om opgaven
Et alternativ til en statslig eller regional løsning kunne være, hvis kommunerne skulle løse opgaven i fællesskab.
"En tredje variant kunne være, at man stillede krav om, at kommunerne skulle løse opgaven i fællesskab," siger Bent Greve og fortsætter:
"Det er et svært område at styre for små enheder, og der kræves en vis størrelse, som jeg også husker, Strukturkommissionen faktisk pegede på."
Hvis vi nu antager, regionerne får det specialiserede socialområde. De er jo også presset økonomisk, så der er vel også en risiko for, at de har et incitament til at vægte økonomi over faglighed?
"Det er rigtigt, vi vil stadig være i det problem, at der kan være forskel på, hvad regionerne får af penge, og om de kan løfte opgaverne. At der er en risiko for, at de kigger på pengene, når de skal vurdere borgerens indsats," siger Bent Greve.Dog forventer han stadig, en opgavefordeling vil have en række fordele:
"Det man kunne forvente var en stærkere specialisering og en stærkere faglighed. At man tager stilling til sagerne og måske også rammer dem bedre og hurtigere end i dag, og får borgerne det rigtige sted hen første gang."Kommunerne kan beholde det mindre specialiserede
Men et er, hvad man burde have gjort tilbage med Strukturreformen. Opgaven ligger nu engang hos kommunerne.
Her er Bent Greve åben for en model, hvor man tager de mest specialiserede sager fra kommunerne.
"Jeg tror, man skal sige, de allermest komplicerede sager, dem tager vi fra kommunerne."
Det betyder også, at kommunerne i den situation ville beholde de mindre specialiserede opgaver.
"Der er selvfølgelig nogle af de lidt lettere sager, der stadigvæk med fornuft kunne ligge i kommunalt regi," siger Bent Greve afslutningsvis.
Sidst opdateret: 03/11/2022 - 13:40
Temaer: Det specialiserede socialområde















































