
Både hos Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer undrer de sig over kommunernes underbudgettering. "Det er en mærkelig måde at budgettere på," siger Thorkild Olesen fra DH. - Foto: PR-Fotos/befunky
Organisationer: Utroligt kommunerne bliver ved med at underbudgettere
Kommunerne fortsætter med at underbudgettere på det specialiserede socialområde. Det vækker kritik hos Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening.
Udgivet: 24/01/2023
"Det er da utroligt, at kommunerne bliver ved med at gøre det," siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer (DH), og fortsætter:
"Det er en mærkelig måde at budgettere på."
Reaktionen kommer efter, at NB-Social i sidste uge kunne fortælle, at mange kommuner igen underbudgetterer på det specialiserede socialområde.
På trods af at kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde de seneste år er steget med mellem 700 millioner og en milliard om året, så har kommunerne i 2023 budgetteret med et udgiftsfald på lidt under 400 millioner kroner i forhold til det faktiske forbrug i 2021.
Hos Dansk Socialrådgiverforening er de heller ikke overraskede over underbudgetteringen.
"Det er desværre ingen nyhed, at der er et økonomisk pres på det her område. Vi oplever, at det er den ene regering efter den anden, der undlader at reagere på presset og ikke prioriterer det ved økonomiforhandlingerne," siger Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Hun betegner det som en meget alvorlig situation for socialområdet. Særligt fordi det har en række positive konsekvenser at investere i socialområdet.
"Vi ved også, det kan betale sig at investere i det her. Hvis man understøtter, at kommunerne kan give den rette indsats, så er det jo også forbyggende socialt arbejde i forhold til at løse nogle problemer, før de bliver større," uddyber hun.
Underbudgettering har store konsekvenser
Ifølge begge organisationer har det store konsekvenser, når en kommune underbudgetterer. Både for borgen med handicap, men også for socialrådgiveren.
"For det enkelte menneske med handicap, så er konsekvenserne jo, at man kan risikere, at den hjælp, man modtager, bliver skåret i løbet af året, fordi kommunerne skal spare. Det starter formentligt allerede i marts måned, hvor de første kommuner vil sige, de overskrider deres budgetter på socialområdet."
Thorkild Olesen fortsætter:
"For handicapområdet helt generelt, så betyder det, at vi igen inden økonomiforhandlingerne mellem kommunerne og staten skal høre på, at vi er dyre og tager penge fra de andre velfærdsområder. Det betyder, vi bliver stigmatiseret endnu engang."
Dansk Socialrådgiverforening mener, kommunerne skubber problemet nedad til den enkelte medarbejder, når de underbudgetterer. Ifølge Ditte Brøndum hører de fra rigtige mange socialrådgivere, at de føler sig presset af kommunernes økonomi.
"Kommunerne må jo vide, at de underbudgetterer. Og det er igen problematisk, for så ender problemet nede hos socialrådgiveren, der ikke har muligheden for at løse det og oplever et kæmpe økonomisk pres. Fordi der kommer borgere ind, der har brug for hjælp, og de ved, der ikke er penge nok til at hjælpe dem."
Budgetloven begrænser kommunerne
Ifølge Thorkild Olesen skyldes kommunernes underbudgettering budgetloven, som kommunerne skal holde sig under. Så er de nødsaget til at finde på et tal, så de ikke overskrider det.
Selvom Dansk Socialrådgiverforening understreger, at kommunerne virkelig er presset på økonomien og væksten i antallet af borgere, der har brug for specialiseret hjælp, er de også kritiske overfor budgetloven.
"Det handler jo også om, at du som kommune hele tiden skal tænke i etårige budgetter. Du kan ikke investere eller tænke fremad. Det synes jeg er et kæmpe problem. Vi har en budgetlov, der lægger urimeligt stramme begrænsninger på kommunernes økonomi," siger Ditte Brøndum
Håber på de to store kommune partier
Hos Danske Handicaporganisationer sætter Thorkild Olesen sin lid til de kommende forhandlinger om en specialeplanlægning på handicapområdet, som den nye SVM-regering - ligesom den foregående regering - ønsker at lave.
"Vi ønsker os jo, at man laver en ambitiøs reform af det specialiserede socialområde, og at den reform indeholder et kig på, hvordan økonomien kan sikres, så kommunerne har en solidarisk måde at finansiere det på. Så de kan løse opgaven," siger Thorkild Olesen, der også håber, der vil blive set på opgavefordelingen, sådan at kommunerne ikke beholder hele det specialiserede socialområde.
Eftersom regeringen består af både Venstre og Socialdemokratiet, der er de to store kommunepartier, håber Thorkild Olesen også, at den nye flertalsregering er klar til at se på opgavefordelingen.
"Jeg håber og tror, nu hvor Venstre og Socialdemokratiet sidder i samme regering, så kan man for alvor tage fat og få løst problemet."
Sidst opdateret: 24/01/2023 - 13:11
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Handicap, Det specialiserede socialområde, Danske Handicaporganisationer, handicapreform















































