Når man ser på omgørelsesprocenten af kommunernes afgørelser på socialområdet, udgør hjemvisninger en stor andel. På socialområdet generelt er det ca. 29 procent, der er hjemvisninger, mens omgørelsesprocenten var på omkring 38 procent.

Men selvom det tyder på, kommunerne ikke direkte træffer forkerte afgørelser, er det stadig meget alvorligt, mener chefkonsulent i Justitia.

Tilsvarende på børnehandicapområdet er der en omgørelsesprocent på ca. 49 procent, hvor hjemvisningerne udgjorde ca. 39 procent. På voksenhandicapområdet er omgørelsesprocenten på ca. 39 procent, mens ca. 31 procent var hjemvisninger.

Ankestyrelsen kan gøre tre ting, når den behandler en kommunal afgørelse. Den kan stadfæste kommunens afgørelse, hjemvise sagen fordi der mangler væsentlige oplysninger, som styrelsen ikke kan indhente. Slutteligt kan styrelsen være uenig og derfor ændre eller ophæve den.

Ofte hæfter kommunale aktører sig ved, hvor få af sagerne, hvor afgørelsen bliver ændret. Eksempelvis har formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, tidligere sagt til NB-Social:

"Kommunerne træffer mange, mange tusind afgørelser på det specialiserede område årligt. Ud af det lille antal, som ankes til Ankestyrelsen, så er det fortsat under hver 10. sag, som styrelsen ændrer eller ophæver. Og det niveau har ligget stabilt gennem mange år."

Ifølge flere kilder, kan der være mange grunde til, at Ankestyrelsen hjemviser. Det kan være en sagsbehandler ikke har indhentet alle nødvendige oplysninger, men det kan også være fordi, styrelsen selv har haft en lang sagsbehandlingstid, så nogle af informationerne er blevet forældet. Der kan også være gennemført nye regler, så Ankestyrelsen har brug for flere oplysninger, som ikke har været med i første omgang og derfor betyder, at Ankestyrelsen ikke er klædt ordentligt nok på til at kunne træffe en afgørelse.

Kan være mere alvorlig end en forkert afgørelse

Ifølge Gerd Sinding, som er chefkonsulent i tænketanken Justitia, bør hjemvisninger tages meget alvorligt. I nogle situationer kan det faktisk være værre, end hvis kommunen havde truffet en forkert afgørelse, da der jo i en hjemvisning ligger en kritik af kommunens sagsbehandling.

"Der ligger det i en hjemvisning, at kommunens sagsbehandling ikke har været god nok. Derfor hjemviser styrelsen sagen, fordi den vurderer, at sagen ikke var godt nok undersøgt eller afdækket," siger Gerd Sinding og fortsætter:

"Derfor synes jeg umiddelbart, det er mere alvorligt end en forkert afgørelse."

Der er dog en del nuancer, for det er ikke hver eneste hjemvisning, der er dårlig. Derfor er det også vigtigt at undersøge, hvad fejlen beror på.

"Omgørelsesprocenten er en indikator for, om der sker fejl. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at den ikke bliver for høj. Det bør være idealet i kommunerne at træffe rigtige afgørelse fra starten. Der ville måske også være færre klagesager, hvis folk vidste, at kommunerne generelt lavede få fejl," siger hun og fortsætter:

"Men du kan ikke sige, at det altid er forfærdeligt, at noget bliver omgjort. For nogle gange skyldes det ikke fejl i kommunen, men for eksempel at Ankestyrelsen ændrer praksis og bestemmer, at noget som ikke tidligere var tilskudsberettiget, fremover skal være det.

Gerd Sinding understreger dog, at kommunerne skal kigge mere indad, når de får en hjemvisning, fordi det som regel handler om noget, kommunen burde have gjort anderledes. Ligesom det er meget vigtigt, kommunerne altid nærstuderer årsagerne til en omgørelse.

Svære merudgiftsregler giver høj omgørelsesprocent

En af grundene til, at omgørelsesprocenten er så høj, skyldes blandt andet de komplicerede merudgiftsregler ifølge Jakob Bigum Lundberg.

NB-Social har tidligere skrevet om, hvordan Ankestyrelsen har sendt forskellige sager tilbage til kommunerne om merudgiftsreglerne, som KL stillede sig kritisk overfor.

Et eksempel er sagen om kokosolie. En borger klager over en kommunal afgørelse, der siger, at kommunen ikke ville dække borgernes merudgifter til en diætkost i forbindelse med borgerens barns allergi overfor kokosolie, palmefedt og palmekerner.

Den sag bliver så hjemvist af Ankestyrelsen, fordi styrelsen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om udgiften er en nødvendig merudgift, som kommunen skal dække.

Derfor bliver den pågældende kommune bedt om at indhente oplysninger, der kan belyse, om kokosolie, palmefedt og palmekerner sædvanligvis indgår i forproducerede varer.

"Det bliver en omvendt bevisbyrde. Folk siger, det her koster ekstra, men hvis kommunen så laver nogle vurderinger, der siger, det ikke er tilfældet, så vil Ankestyrelsen have kommunerne til at bevise, det ikke koster ekstra," sagde KL formand Martin Damm (V) til NB-Social og spurgte:

"Hvordan dælen skal du finde ud af, hvor meget kokos og palmefedt, der er i forproducerede fødevarer?"