
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil forventer flere anbringelser. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Flere opgaver til kommunerne: Lav børnefaglige undersøgelser af søskende
Kommunerne kan godt forberede sig på flere børnefaglige undersøgelser. En del af Barnets Lov er, at kommunerne forpligtes til at lave børnefaglige undersøgelser af søskende ved anbringelser. Der er dog undtagelser.
Udgivet: 18/04/2023
Snart skal kommunerne forholde sig til en ny virkelighed på børneområdet.
Aftalen om Barnets Lov blev førstebehandlet fredag i Folketinget og indeholder en række store ændringer og flere rettigheder til børn. Eksempelvis skal der to socialrådgivere på i de komplicerede sager.
Et centralt element er, at kommunerne forpligtes til at lave børnefaglige undersøgelser af søskende, hvis et barn i familien anbringes.
"En af de allerstørste forandringer, der kommer med Barnets Lov, er, at der kommer en automatik i, at der også bliver taget stilling til, hvad der skal ske med de søskende, som er hjemmeboende," siger social og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil ifølge Ritzau.
Hun fortsætter:
"På en eller anden måde er det jo faktisk en kæmpe undladelsessynd fra vores samfunds side, at man konstaterer, at der forældre, som ikke kan tage sig af et barn, uden at tage stilling til, hvad der skal ske med søskende.
Selvom det fyldte meget i medierne fredag den 14. april, er det ikke et nyt element. I aftaleteksten fra maj 2021 står der:
'Hvis et barn anbringes, fordi forældrene ikke kan tage ordentligt vare på det, skal kommunen have pligt til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af alle hjemmeboende søskende under 15 år med henblik på at vurdere, hvorvidt de også har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i.'
Der er dog undtagelser. Hvis det er åbenlyst, at et barn trives og ikke har brug for støtte, så skal kommunen ikke lave undersøgelsen.
I folketingssalen var der flere af forligspartierne, der hæftede sig ved beslutningen om den børnefaglige undersøgelse af søskende.
"Den anden del handler om jer søskende. For når der er en underretning, som ikke lige er til jer, men til en af jeres brødre eller til en af jeres søstre, så var I ikke taget med før. Men det er i nu. For med den her lov, så sikrer vi også, at der bliver taget hånd om jer," sagde socialdemokraternes socialordfører Camilla Fabricius fra Folketingets talerstol.
Også hos Venstre glæder mig sig over den børnefaglige undersøgelse af søskende.
"Jeg synes, det er rigtig vigtigt at blandt andet nu bliver der sat fokus på, at søskende i udsatte hjem også skal vurderes. Og dermed at man ikke kun fjerner et barn fra hjemmet, men at man samtidigt også vurderer barnets søskende," siger Venstres socialordfører Anni Matthisen fra Folketingets talerstol.
Hun hæfter sig særligt ved, at barnet får ret til at have en uvildig bisidder i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse.
Anbringelserne skaber debat
Ifølge ministeren er det forventningen, at Barnets Lov føre til flere anbringelser.
"Der vil formodentligt komme flere anbringelser. Jeg mener, at det er et kæmpe svigt, at man ikke tidligere har taget stilling til de andre børn i familien", siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.
Netop anbringelserne fyldte også meget i folketingsdebatten.
Et nyt element i loven er faktisk også, at der kommer mulighed for at træffe afgørelser om bortadoption og anbringelse før barnets fødsels.
I lovforslaget står der:
'I få helt særlige tilfælde vil det allerede inden barnets fødsel stå klart, at forældremyndighedshaverens situation bevirker, at der foreligger en åbenbar risiko
det ufødte barns kommende sundhed og udvikling. Bestemmelsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at træffe afgørelser, der sikrer barnet en tryg base
gennem en anbringelse, før barnet er født.'
Det fik flere partier til at stille kritiske spørgsmål. Blandt andre Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl og Dansk Folkepartis Mette Thiesen. Bemærk dog at Danske Folkeparti er med i aftalen, og da aftalen blev indgået, var Karina Adsbøl faktisk DF's socialordfører.
Regeringspartierne afviste kritikken.
Dokumentation:
§ 21. I forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle andre børn og unge i familien.
Stk. 2. Anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af en eller flere søskende i sager omfattet af stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.
Stk. 4. En børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold.
Stk. 5. I sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47,
§ 49. Børne- og ungeudvalget kan i helt særlige tilfælde uden samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.
Stk. 2. Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i hjemmet.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 kan tidligst træffes 3 måneder før kvindens terminsdato.
Sidst opdateret: 18/04/2023 - 12:02
Emner: Ungeindsats










































