Ny undersøgelse: Økonomi og arbejdspres står i vejen for sociale indsatser

Ni ud af ti socialrådgiver mener, at de oplever et stort arbejdspres på børne- og familieområdet, hvilket har store konsekvenser for indsatsen, viser ny rundspørge. Det samme har kommunernes pressede økonomi.

Udgivet: 18/04/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Ni ud af ti socialrådgiver mener, at de oplever et stort arbejdspres på børne- og familieområdet. Det fastslår en ny rundspørge fra Dansk Socialrådgiverforening.

Ifølge undersøgelsen har det foruden store konsekvenser for socialrådgivernes helbred, også en række konsekvenser for børn, udsatte unge og familierne.

”Sagstallet er for højt, og det giver højt arbejdspres - og så bliver det svært at udføre et godt socialfagligt arbejde. Desuden bliver det svært at få tid til at lære børnene og deres familier at kende, og vi ved, at relationen og kendskabet til børnene og deres familier er det, der kan rykke noget,” siger en anonymiseret socialrådgiver i undersøgelsen.

(Artiklen fortsætter under figuren)

Ifølge undersøgelsen svarer 26,5 procent samtidigt, at deres arbejdspres ”i meget høj grad” har negative konsekvenser for kvaliteten af deres arbejde. 41,2 procent mener, at det ”i høj grad” gør sig gældende.

Derfor er det også det høje arbejdspres, de fleste socialrådgivere peger på, når de vurderer, hvad der udgør de største forhindringer i deres arbejde. Højt arbejdspres er nemlig den absolutte topscorer med 89,4 procent.

Derefter kommer tidspresset. 81,2 procent af socialrådgiverne peger på, at manglende tid udgør en forhindring i forhold til at inddrage børn og unge i deres egen sag.

Kommunernes økonomi står i vejen for hjælpen

Kommunerne kæmper med økonomien på socialområdet, og det har konsekvenser for indsatserne. Det bekræfter rundspørgen.

Det ser socialrådgiverne blandt andet ved anbringelserne, hvor det kun er 8,3 procent, der oplever, at økonomien aldrig står i vejen for en faglig korrekt anbringelse. Til sammenligning oplever 24,4 procent af socialrådgiverne det ofte, mens 36,5 procent oplever det indimellem.

”Børn, der skulle have været anbragt, blev det år for sent, fordi kommunen

ikke havde pengene,” siger en anonymiseret socialrådgiver i rundspørgen.

Værre ser det ud ved de forebyggende indsatser. Her oplever 41,4 procent ofte at økonomiske hensyn står i vejen, mens 33,3 procent oplever det indimellem. Kun 4,6 procent oplever det aldrig.

Socialrådgiverne oplever også, at anbringelserne iværksættes for sent - eller at forebyggende indsatser prøves for længe - af økonomiske hensyn.

Her oplever næsten otte ud af ti at det altid, ofte eller indimellem sker, mens kun tre procent aldrig oplever, at det sker.

Fakta om undersøgelsen:

Dansk Socialrådgiverforening har i perioden 23. marts til 2. april foretaget en

undersøgelse blandt de medlemmer, som arbejder på børneområdet. Den er blevet sendt ud via mail til de 3.265 medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening.

Selve undersøgelsen indeholder 565 respondenter, da flere af svarene er blevet sorteret fra.

Sidst opdateret: 19/04/2023 - 12:35

Emner: Dansk Socialrådgiverforening

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]