
"Det her viser, at man ikke bare kan vedtage Barnets Lov og så tænke, at nu er vi godt på vej," forkvinde Signe Færch. - Foto: PR-Foto, Dansk Socialrådgiverforening
Truer Barnets Lov: Hver anden socialrådgiver overvejer at forlade børneområdet
Mange socialrådgivere overvejer at søge væk fra børne- og familieområdet. Det kan få store konsekvenser for kommunerne såvel som børn, unge og deres familier. Dansk Socialrådgiverforening kalder det alarmerende.
Udgivet: 18/04/2023
Politikerne vil løfte børneområdet med Barnets Lov, hvor de mest komplicerede sager eksempelvis skal vurderes af to sagsbehandlere, men en ny rundspørge fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at det bliver lettere sagt end gjort.
Næsten hver anden socialrådgiver overvejer nemlig at søge væk fra børne- og familieområdet.
Omkring 46 procent overvejer at søge væk, mens kun omkring 40 procent angiver, at de ikke overvejer det.
De tal skal ses i en større sammenhæng. Hver fjerde socialrådgiver på børne- og familieområdet har skiftet job det seneste år. Derudover vurderer en analyse fra Danske Professionshøjskoler, at der i 2030 vil mangle mellem 3.500 og 5.000 socialrådgivere.
Tidligere har man også kunne læse, at hver fjerde socialrådgiver i Københavns Kommune forlader jobbet indenfor et år. Sammen tendens kunne man se på landsplan på daværende tidspunkt, hvor der var en personaleomsætning på 26 procent årligt på børneområdet og 24 procent på voksenområdet. Læs mere her.
Arbejdspres, løn og miljø presser socialrådgivere væk
Ifølge rundspørgen er det særligt arbejdspresset, lønniveauet og arbejdsmiljøet, der giver socialrådgiverne lyst til at søge væk.
Lidt over 92 procent peger på arbejdspresset, 61 peger på lønnen og næsten 60 procent peger på et dårligt arbejdsmiljø som årsagen til deres overvejelser.
Kun omkring 19 procent ønsker bare at prøve noget nyt.
”Det er ikke en prioritering at holde på medarbejderne, så man kan have en god og høj kvalitet af arbejdet på området. Det er som om, at man nemt kan erstattes med en nyuddannet eller en, der ikke er erfaren indenfor området,” siger en anonymiseret socialrådgiver i rundspørgen.
En anden fokuserer mere på lønnen:
”Vi skal have bedre lønforhold, særligt på myndighedsområdet, så vi kan fastholde de mange dygtige og erfarne socialrådgivere, så de ikke søger væk til bedre løn- og arbejdsvilkår.”
Dansk Socialrådgiverforening: Ikke nok med Barnets Lov
Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde, Signe Færch, kalder tallene alarmerende. Hun mener, det understreger, hvor alvorligt det står til på børneområdet. Og det kan derfor få store konsekvenser for Barnets Lov og børneområdet generelt set, hvis politikerne bare lader stå til.
"Det her viser, at man ikke bare kan vedtage Barnets Lov og så tænke, at nu er vi godt på vej. Der er ligesom et parallelt problem, som handler om arbejdssituationen derude og betingelserne for at udføre vores arbejde som socialrådgivere, som man bliver nødt til også at kigge på," siger Signe Færch til NB-Social.
Hun understreger, at det er afgørende med flere ressourcer til området.
"Det handler jo også om en kommunal økonomi, der er så presset, at mange socialrådgivere oplever, at de ikke kan få lov til at sætte den hjælp i værk, de egentligt fagligt vurderer er nødvendigt."
Det er ifølge Signe Færch en kæmpe belastning - både for børnene, der ikke får den rigtige hjælp, men også for socialrådgiverne, der bliver stressede.
'Den mest erfarne efter et halvt år'
Problemet er ifølge Færch opstået ved en kombination af en presset økonomi samt en stor medarbejderomsætning, da mange søger væk fra området.
"Det kan blive en dårlig spiral at komme ind i, hvis du efter et halvt år er den mest erfarne, så er det også utroligt belastende."
Derfor har Dansk Socialrådgiverforening nogle forslag til, hvordan man skal vende udviklingen. Foreningen vil indføre obligatoriske introduktionsordning for nyuddannede, fordi der netop kommer mange nyuddannede på børneområdet.
Derudover skal kommunerne indføre lofter over antallet af sager, som en sagsbehandler kan sidde med.
Det kræver dog ressourcer, særligt nu hvor mange kommuner for øjeblikket skærer ned på området.
"Vi håber selvfølgelig, at den kommende økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne får løst det problem. Der er simpelthen behov for at få tilført nogle midler til socialområdet," siger Signe Færch.
Fakta om undersøgelsen:
Dansk Socialrådgiverforening har i perioden 23. marts til 2. april foretaget en
undersøgelse blandt de medlemmer, som arbejder på børneområdet. Den er blevet sendt ud via mail til de 3.265 medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening.
Selve undersøgelsen indeholder 565 respondenter, da flere af svarene er blevet sorteret fra.
Læs undersøgelsen her.Sidst opdateret: 09/05/2023 - 14:13
Emner: Dansk Socialrådgiverforening









































