"Jeg er faktisk - for at være helt ærlig - ret bange for, at vi står med en ret stor opioid-krise under opsejling," siger justitsminister Peter Hummelgaard.

"Jeg er faktisk - for at være helt ærlig - ret bange for, at vi står med en ret stor opioid-krise under opsejling," siger justitsminister Peter Hummelgaard. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Stikprøve viser, at opioider er lettilgængelige i kiosker: Minister frygter krise

En stikprøve blandt kiosker i København viser, hvor let det er at skaffe stærk receptpligtig medicin ulovligt. Minister er "sindssygt bekymret".

Udgivet: 18/04/2023

Del artiklen:

I to af de syv kiosker, hvor TV 2 Kosmopols journalist i en stikprøve spurgte efter de smertestillende piller Dolol, kunne de købes.

To andre kiosker kunne fortælle, hvor den receptpligtige medicin kunne købes.

Det tyder på, at det er overraskende let at skaffe de smertestillende piller i det københavnske kioskmiljø – og det sker blot to uger efter, at Københavns Politi beslaglagde tusindvis af piller fra to kiosker i hovedstaden.

Men selvom det umiddelbart kan pege i retning af, at de smertestillende medikamenter flyder i det københavnske kioskmiljø, er det for tidligt at konkludere noget, lyder det fra politiet.

- For os er det for tidligt at sige noget om, hvor stort problemet er. Men det er klart, at når vi kigger fremad, vil vi forhåbentlig blive ved med at lave ransagninger på baggrund af de anmeldelser, vi modtager. Og så er det muligt, at vi får et bedre billede af omfanget sidenhen, siger Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.

Han forklarer yderligere, at politiet generelt er opmærksomme på, hvad de får af oplysninger og anmeldelser om ulovligt salg af opioider.

- De sager, der har været for nylig, efterforskes stadig. Hvordan pillerne generelt kommer til København, kan jeg ikke sige noget om, siger Simon Hansen.

De smertestillende piller, som TV 2 Kosmopols journalist er blevet præsenteret for i kioskerne, har alle været nøjagtigt samme præparat.

Men det behøver ikke betyde, at det er de samme bagmænd, som forsyner kioskmiljøet med de receptpligtige medikamenter, lyder det fra Københavns Politi.

- Jo, det er muligt. Det er klart, at vi også sammenligner de ting, vi finder. Men det er for tidligt at sige, om der er nogen konkrete sammenhænge eller organisering, siger Simon Hansen.

Minister frygter stor opioid-krise er under opsejling

I et andet interview med TV2 Kosmopol erklærer justitsminister Peter Hummelgaard (S) sig for "sindssygt bekymret".

- Jeg er faktisk - for at være helt ærlig - ret bange for, at vi står med en ret stor opioid-krise under opsejling, som jeg derfor så også har bedt Rigspolitiet om at tage meget alvorligt, siger Peter Hummelgaard, der understreger, at man “mangler det fulde overblik.”

Ministeren vil have skabt et overblik, så regeringen kan træffer beslutninger om, hvor mange ressourcer, der skal afsættes, og i hvilket omfang det bør gøres strafferetligt.

- Der er noget, der tyder på, at det her nok er mere udbredt, end vi lige går og tror. Og det skal politiet have ro og efterforskningsmuligheder for at danne sig et overblik over, lyder det fra justitsministeren.

Sundhedsstyrelsen afviser krisesnak

NB-Social har tidligere kontaktet Sundhedsstyrelsen for at undersøge, om der er tale om en opioid-krise i Danmark.

Dengang skrev chefkonsulent Kari Grasaasen til NB-Social:

”Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der IKKE er en national opioid-krise i Danmark – vi hører heller ikke om det fra vores europæiske nabolande," skriver Grasaasen og fortsætter:

"Vi kan dog selv se ud fra vores tal en lille stigning blandt de helt unge mellem 18-24 år, der indskrives i stofbehandling med ”opioider” som hovedstof for deres misbrug – en stigning fra 3 til 4 procent fra 2016 til 2021, men det drejer sig om få unge mennesker, og kan handle om årlige udsving."

Læs mere om, hvor udbredt opioider er i Danmark her.

Fakta om opioider

Opioider bruges blandt andet til smertestillende medicin, som eksempelvis morfin. Gennem kemiske processer kan man bearbejde morfinen til det ulovlige stof heroin, der er det mest kendte illegale rusmiddel i gruppen af opioider.

Opioider fungerer på den måde, at de bedøver centralnervesystemet. Alt afhængig af hvilke opioider man indtager, vil virkningen først og fremmest komme til udtryk i form af døsighed, muskelafspænding og bedøvelse.

Den maksimale effekt kan manifestere sig i form af afslappethed og en udpræget følelse af velbehag, der kan minde om eufori.

Da opioider virker dæmpende på åndedrætscenteret, kan brugere dø af kvælning ved for høj dosis.

Man kan genkende brugere, der er påvirket af opioider på, at de er sløve, døsige, taler snøvlende og at deres pupiller er små. Pulsen er langsom og svag, og vejrtrækningen kan ligeledes blive langsom.

Kilde: Alt om stoffer.

/Høyer

Sidst opdateret: 18/04/2023 - 09:47

Emner: Unge, Ungeindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]