"KL og deres medlemmer begrunder situationen på handicapområdet med manglende finansiering. Men det argument klinger hult, når vi reelt ikke ved, hvordan den nuværende finansiering bliver brugt," skriver #enmillionstemmer med Monica Lylloff i spidsen.

"KL og deres medlemmer begrunder situationen på handicapområdet med manglende finansiering. Men det argument klinger hult, når vi reelt ikke ved, hvordan den nuværende finansiering bliver brugt," skriver #enmillionstemmer med Monica Lylloff i spidsen. - Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix (arkiv)

#enmillionstemmer: Hvornår vågner politikerne op?

Debat: "Hvornår vågner politikere og resten af befolkningen op og siger fra over for en forældet og decideret afstumpet socialpolitik?" Sådan skriver bevægelsen #enmillionstemmer, der er kritiske overfor økonomiaftalen samt den generelle handicappolitik.

Udgivet: 22/06/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Af Monica Lylloff, Sara Rose Newell, Peter Schlæger, Nina Reffstrup og Margit Jonsson. Alle fra bevægelsen #enmillionstemmer.

I december fik Danmark en ny Socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, der meget hurtigt gjorde sig bemærket i forhold til handicapområdet, idet hun ville “vende handicapområdet på hovedet”. Det lød umiddelbart godt set i lyset af et område, der siden 2007 har været aldeles dysfunktionelt grundet kommunernes manglende overholdelse af lovgivningen på området, og skiftende ministres ligegyldighed over for det.

Dette blev bekræftet af Rigsrevisionen i kritik af både Socialministeriet og kommunerne i deres beretning fra 21. marts 2022. Kritikken gik på, at kommunerne ikke overholder lovgivningen, hvilket fører til, at borgerne ikke får den hjælp, der er behov for, og at ministeriet havde lukket øjnene for det, velvidende, hvad der i årevis er foregået. Statsrevisorerne opfordrede på baggrund af beretningen Folketinget til at overveje, om der er strukturelle problemer bag de åbenbart tilbagevendende problemer på handicapområdet.

Siden december 2022 har den nye minister været stille. Der har ikke været indkaldt til forhandlinger om forbedringer, og der er ikke fremlagt forslag til forbedringer af et område, der for hvert år, der går, bliver skubbet tættere på kanten af afgrunden.

Kommunerne frem for borgerne i centrum

Til gengæld har det såkaldte Ekspertudvalg, “Tranæs-udvalget”, der blev nedsat i forbindelse med økonomiforhandlingerne for 2022, været ude med de første 11 anbefalinger af, hvordan socialområdet kan styres bedre rent økonomisk. De foreslår bl.a. tvangsflytning af borgere på bosteder, ændring af servicelovens formålsbestemmelse og underminering af Ankestyrelsens resterende uvildighed. Anbefalingerne virker til at være skrevet med ført hånd af Kommunernes Landsforening (KL).

Disse anbefalinger blev en central del af økonomiforhandlingerne for 2024. Anbefalinger, der er udgivet inden det reelt er blevet undersøgt, hvorfor området koster flere penge. Anbefalinger, der med al tydelighed har kommunernes oplevelser i centrum fremfor borgerne, hvilket er et paradoks, når kommunerne jo egentlig er til for borgerne.

KL var lidt for opstemte, da anbefalingerne blev udgivet og formåede ved økonomiaftalen for 2024 at få 6 ud af de 11 anbefalinger med i aftalen. En af dem handler om borgere, der grundet deres fysiske eller psykiske handicap er nødt til at bo på botilbud resten af livet. De mennesker vil ikke længere have muligheden for at vælge, hvor de gerne vil bo.

Økonomiaftalen kastede ikke yderligere finansiering af sig til at sikre den forsvundne retssikkerhed på handicapområdet, som blev påpeget af Rigsrevisionen, og nu varsler flere kommuner besparelser, der vil sparke til mennesker, der allerede ligger ned.

KL's våde drøm

Vi er ret overbeviste om, at de resterende 5 anbefalinger fra Tranæs-udvalget stadig “lever”. De er KL’s våde drøm, da de vil give kommunerne ret til at prioritere lokaløkonomiske forhold frem for menneskers behov. De vil give kommuner ret til at vurdere menneskers nytteværdi og ud fra det vurdere om og i givet fald det menneske skal bevilges hjælp. De vil pålægge Ankestyrelsen at inddrage kommunens lokaløkonomi i deres vurdering af en påklaget afgørelse. De vil give kommunen ret til at tvangsflytte en borger, der allerede bor på et bosted til et billigere bosted.

KL og deres medlemmer begrunder situationen på handicapområdet med manglende finansiering. Men det argument klinger hult, når vi reelt ikke ved, hvordan den nuværende finansiering bliver brugt. Derfor ville den fornuftige politiker have startet alene med anbefalingen om at sikre data på området.

Det er klart, at det koster mange penge, når kommunerne laver så mange fejl. Ikke bare ved sagsbehandlerens skrivebord, men også de afledte konsekvenser. Jo længere tid et menneske skal vente på den nødvendige hjælp, jo større og dermed dyrere indsatser kan der blive behov for. Hertil kommer de ringe i vandet, det skaber i forhold til pårørende, der også får brug for hjælp. Den manglende langsigtede investering bliver i stedet en meget langsigtet konsekvens.

Det specialiserede socialområde taget som gidsel

Vi er nødt til at drøfte, hvorfor skiftende regeringer ikke er interesserede i at se på årsagerne til den uhensigtsmæssige udgiftsstigning på det specialiserede socialområde.

Vi er nødt til at tale om, at det specialiserede socialområde er taget som gidsel af kommunernes et-årige budgetter og fire-årige valgperioder. Man fristes til at tro, at den manglende interesse på Christiansborg i at få stoppet kommunernes uhensigtsmæssige udgiftsudskydende adfærd, ligeledes skyldes fire-årige valgperioder.

Vi er også nødt til at drøfte, hvilket menneskesyn vi som samfund vil stå model til.

KL vil hellere køre en grønthøster igennem helt grundlæggende rettigheder for mennesker med handicap end forsøge at gøre det rigtige nemlig at give mennesker med handicap den hjælp, de har behov for. Og her taler vi i allerhøjeste grad også om børn og unge og deres fremtid.

Deja-vu til 1930'erne

Retningen giver et deja-vu til noget, der foregik i 1930’erne under K.K. Steincke. Han var tilhænger af racehygiene i forhold til mennesker med handicap og psykisk syge.

Han anså racehyiejne som et vigtigt supplement til socialpolitikken, da det kunne være med til at begrænse de øgede økonomiske udgifter til sociale hjælpeforanstaltninger ved at forhindre, at mennesker med handicap kunne få børn. Der er vi ikke helt endnu, men vi er tæt på. Med den nye Barnets Lov, som socialministeren godt kunne finde tid til, gives kommunerne blandt andet ret til at træffe beslutning om tvangsadoption af børn, inden de er blevet født.

K.K. Steincke brugte ordet “undermålere”. KL har i 2009 brugt betegnelsen Gøgeunger. På nuværende tidspunkt er mennesker med handicap skjult under begrebet “udgiftspres”. Det er blevet legalt i den offentlige debat at omtale mennesker med behov for hjælp som en belastning for det øvrige samfund.

Resultatet af økonomiforhandlingerne for 2024 efterlader os med følgende spørgsmål: Hvornår indser Christiansborg, at det vil være en investering at sikre den rigtige hjælp til mennesker og dermed føre en tidssvarende socialpolitik, der understøtter den langsigtede økonomiske styring af socialområdet? Og vigtigst: Hvornår vågner politikere og resten af befolkningen op og siger fra over for en forældet og decideret afstumpet socialpolitik?

Sidst opdateret: 22/06/2023 - 12:25

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]