Overblik over Socialpolitisk Redegørelse 2021

Socialpolitiske Redegørelse 2021 er netop udkommet. Den ser blandt andet nærmere på de konsekvenser, som Covid-19 har haft for socialt udsatte. Vi giver dig et overblik over resultaterne her.

Udgivet: 10/05/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Socialpolitisk Redegørelse 2021 er netop landet. Det er en årlig redegørelse med ny og aktuel viden om den socialpolitiske indsats. Vi ser nærmere på resultaterne herunder. Det drejer sig om temaerne: Corona, udsatte børn og unge, dobbelt diagnoser, sociale tilbud og vold i nære relationer.

Redegørelsen dykker også ned i økonomien på socialområdet. Det kan du læse mere om her.

Læs også:
Udgifterne på socialområdet: Sådan bliver pengene brugt

Corona:

Pandemien var særlig hård for udsatte og sårbare grupper.

I modsætningen til mange af de andre store velfærdsområder, så havde socialområdet ikke været lukket ned. Det betød, at kommunerne stadig skulle levere sociale indsatser efter serviceloven til udsatte og sårbare grupper under pandemien.

Samtidigt spillede civilsamfundet en aktiv rolle, og staten brugte lidt over 400 millioner kroner i 2020 på hjælpepakker og initiativer på socialområdet.

Men på trods af indsatserne vurderer man de forskellige målgrupper for sociale indsatser til at have været blandt de mest udsatte og sårbare grupper i samfundet under pandemien.

Dog hæfter redegørelsen sig også ved, at der er borgere, der oplevede nedlukningerne positivt, samt at pandemien og nedlukningerne har bidraget positivt til nytænkning og innovation på socialområdet.

null
Kilde: Socialpolitisk Redegørelse 2021

Udsatte børn og unge:

Mange udsatte børn og unge har store trivselsproblemer, der følger dem ind i voksenlivet. Samtidigt får mange først hjælp i en sen alder. For eksempel bliver mange børn og unge anbragt ude for hjemmet som teenagere på trods af flere års forløb med forebyggende indsatser.

I 2020 blev der truffet afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet af omkring 1.900

børn og unge i alderen 0-17 år. Omkring 60 procent var mellem 12 og 17 år. Blandt dem er det mere end 40 procent, som ville ønske, at de var blevet anbragt i en tidligere alder.

85 procent af de 12 til 17-årige, der anbringes uden for hjemmet, har modtaget hjælp og støtte i form af en forebyggende indsats.

Netop det forholder social- og indenrigsminister Astrid Krag sig til i selve pressemeddelelsen:

"Vi ved, at et barns opvækst kan sætte tydelige spor langt ind i voksenlivet. Redegørelsen sætter en tyk streg under, at vi skal blive bedre til at tage hånd om de børn, som får en skæv start på tilværelsen. Det handler blandt andet om børn, som sammen med deres mødre tager flugten til et krisecenter for at komme væk fra et voldeligt hjem, og børn som oplever ustabile anbringelsesforløb," siger hun og fortsætter:

"Socialpolitisk Redegørelse 2021 bidrager med vigtig viden om anbragte børn og unge, som vi kan stå på, når vi senere på året skal forhandle om en reform af efterværnsområdet.”

Rapporten peger også på, at indsatsen for anbragte børn og unge ikke er god nok. Af de omkring 33.000 unge i alderen 18-29 år i 2019, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres barndom, har hele 7 procent oplevet hjemløshed i det tidlige voksenliv. Blandt de øvrige unge er det tal kun 0,5 procent.

Det er særligt psykiske lidelser, der har størst betydning i forhold til hjemløshed blandt tidligere anbragte.

null
Kilde: Socialpolitisk Redegørelse 2021

Dobbeltdiagnoser:

Personer med dobbeltdiagnoser dækker over personer med et alkohol- eller stofmisbrug, der også har en psykisk lidelse. De har ifølge redegørelsen komplekse udfordringer og en generelt større problemtyngde end øvrige personer i misbrugsbehandling. Det er dog muligt at give dem en vellykket misbrugsbehandling, ligesom det er muligt at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

De modtager ofte mere hjælp og støtte end øvrige i misbrugsbehandling. Hvor 44 procent af personerne med dobbeltdiagnose i 2016 modtog andre sociale indsatser på et tidspunkt i perioden 2016-2018, drejer det sig kun om 19 procent blandt øvrige i misbrugsbehandling.

Af personer i misbrugsbehandling udgjorde personer med dobbeltdiagnoser 27 procent i 2018.

null
Kilde: Socialpolitisk Redegørelse 2021

Sociale tilbud:

I redegørelsen har man kortlagt tilbud på det specialiserede socialområde. Der findes mere 2.400 tilbud på Tilbudsportalen med omkring 4.600 afdelinger. De yder en bred vifte af støtteformer til en række meget forskellige målgrupper.

På voksenområdet henvender 60 procent af afdelingerne sig til personer, som har en intellektuel eller kognitiv forstyrrelse. På børne- og ungeområdet henvender over 70 procent af afdelingerne sig til personer med et socialt problem.

null
Kilde: Socialpolitisk Redegørelse 2021

Vold i nære relationer:

Vold i nære relationer har store konsekvenser for trivsel, helbred og udvikling. Hvor både mænd og kvinder udsættes for vold i nære relationer, er der en væsentlig højere risiko for kvinder end mænd for at blive udsat for partnervold.

Hvert år er omkring 82.000 kvinder og 43.000 mænd, som udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk partnervold. Udover det er der alle de mænd og kvinder, som udsættes for vold af andre i deres nære relationer.

Det samme gør sig gældende ved partnerdrab. I perioden 2012-2017 var der 35 partnerdrab i Danmark, når der ses på drab i sager med dom. 26 af ofrene var kvinder, hvilket svarer til 74 procent.

Coronanedlukningerne har haft en negativ indflydelse på partnervold, da der i nogle familier er sket en eskaleringen af voldens karakter og hyppighed.

Redegørelsen fokuserer særligt på kvinder på krisecenter. Her kan man læse, at selvom kvinder med en mere ressourcestærk baggrund udsættes for vold i nære relationer, er der en tydelig social og kulturel skævhed.

Det er nemlig sådan, at kvinder på kvindekrisecentre har generelt et lavere uddannelsesniveau, en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og kommer oftere fra ikke-vestlige lande. Af de 2.300 kvinder, tog ophold på et kvindekrisecenter i 2020, havde 43 procent ikke vestlig oprindelse.

Partnervold er generelt kendt som risikofaktor for udvikling af angst og stressrelaterede lidelser, herunder posttraumatisk stress (PTSD), hvilket redegørelsens analyser bakker op om.

Læs selve redegørelsen her.

Sidst opdateret: 10/05/2022 - 13:52

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Handicap, Unge, Udsatte, Astrid Krag (S), Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]