Debatten om magtanvendelsesreglerne er meget dilemmafyldt - men der er situationer, hvor de ikke giver mening. Det mener socialministeren.

Debatten om magtanvendelsesreglerne er meget dilemmafyldt - men der er situationer, hvor de ikke giver mening. Det mener socialministeren. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (arkiv)

Socialminister genåbner svær debat om magtanvendelse

"Hvor mange døre skal der være lås på, hvis en beboer er voldsom?" Sådan spørger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der genåbner debatten om magtanvendelsesreglerne.

Udgivet: 10/08/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Magtanvendelse overfor eksempelvis mennesker med handicap er noget af det sværeste og mest dilemmafyldte medarbejderne står med - og det er ligeledes temmelig dilemmafuldt politisk."

Sådan skriver social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på sin Facebookside.

Anledningen er, at reglerne om magtanvendelse skal genbesøges i den kommende politiske sæson. Derfor har Socialministeriet indsamlet forskellige inputs fra handicaporganisationer, fagforbund, kommuner og regioner.

Det er de inputs, ministeren nu skal forholde sig til.

"Hvor mange døre skal der være lås på, hvis en beboer er voldsom? Hvornår må man åbne ind til en borgers private hjem? Hvornår er aflåsning et udtryk for manglende ressourcer, og hvornår er det et udtryk for helt relevant beskyttelse af alle til stede?" spørger ministeren og fortsætter:

"Er det bedre og mindre indgribende for en borger med behov for overvågning at have et kamera i soveværelset, end at der sidder en person i soveværelset - altså hvis borgeren ikke selv er i stand til at sige til og fra?"

Ifølge ministeren er reglerne på nogle punkter utidssvarende, bureaukratiske, mens der på andre punkter er behov for flere nuancer, klarere regler og bedre forhold for borgerne.

Tilbage i 2018 indgik den daværende VLAK-regeringen en bred aftale om magtanvendelsesreglerne sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Dengang mente man blandt andet, at magtanvendelsesreglerne kunne være en barriere for omsorgsarbejdet i nogle situationer og samtidigt satte unødvendige begrænsninger for velfærdsteknologier.

Den aftale kan du læse mere om her.

Tranæs arbejder videre med magtanvendelse

Torben Tranæs-udvalget arbejder også videre med magtanvendelsesreglerne. Et af deres 11 forslag til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling på socialområdet var netop at lave en revision af magtanvendelsesreglerne i serviceloven.

I rapporten står der:

"Ekspertudvalget anbefaler, at magtanvendelsesreglerne revideres, så de på mest hensigtsmæssig vis kan understøtte kommunernes arbejde med at sikre omsorg, værdighed og tryghed for den berørte gruppe mennesker. Dette skal ske under hensyntagen til borgernes retssikkerhed såvel som til en økonomisk hensigtsmæssig opgaveløsning på området."

Selvom forslaget ikke kom med i Økonomiaftalen for 2024, er det stadig noget, udvalget arbejder videre med sammen med de øvrige forslag, der ikke blev gennemført.

Sidst opdateret: 10/08/2023 - 12:22

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]