Velfærdschefer: Vi kan ikke indfri borgernes forventninger
Kommunerne kan ikke leve op til borgernes forventningerne til velfærden. Sådan lyder budskabet fra formanden for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-, og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Jakob Bigum Lundberg.
Udgivet: 27/10/2022
I forbindelse med årsmødet hos Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-, og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) slog formand Jakob Bigum Lundberg fast, at kommunerne ikke vil kunne leve op til de høje forventninger, der er til velfærden.
Bigum hæfter sig ved, at otte ud af ti borgere forventer en velfærdsstigning de kommende år ifølge KL's egne tal. Det kan kommunerne ikke levere.
Særligt manglen på hænder er en stor udfordring for kommunerne, som rammer samtlige velfærdsområder.
"Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil vi de kommende år mangle rigtig mange medarbejdere. Samtidigt forventer otte ud af ti danskere, at velfærden kommer til at stige de kommende år. Det regnestykke går simpelthen ikke op," siger Jakob Bigum Lundberg.
Det er ikke blevet nemmere at få regnestykket til at gå op efter det nationale kompromis om forsvaret, mener han.
"Råderummet er låst af og nøglen smidt væk."
Hvad er højt specialiseret?
I talen hæfter Bigum sig også ved, at evalueringen af det specialiserede socialområde ikke fandt grund til at kritisere kommunerne for at tage økonomiske hensyn eller for at have afspecialiseret.
Til gengæld peger den på behovet for sikring af specialisering fremadrettet, hvilket fik regeringen til at fremlægge sit oplæg til en specialeplanlægning.
Her ønskede regeringen at inddele indsatsen i to niveauer - det specialiserede og det højt specialiserede.
Regeringen vurderede, at 10 procent af borgerne har behov for en højt specialiseret indsats.
"Jeg er bekymret for den her specialisering af det specialiserede område og efterspørgslen, der følger med," siger Jakob Bigum Lundberg.
Han forventer, at borgere altid vil være interesseret i den mest specialiserede indsats, de kan få. Derfor mener han, at der skal komme klare retningslinjer og finansiering med.
Ikke retvisende billede af velfærden
I sin tale lagde Jakob Bigum Lundberg også vægt på både ældreplejen og medarbejderne i jobcentrene, som han mener ikke bliver fremvist fair i medierne eller af politikerne på Christiansborg.
Særligt den voldsomme kritik af medarbejderne på jobcentrene fandt Bigum urimelig.
"Der er grænser for, hvad medarbejdere skal udsættes for."
Netop ved ældreplejen har der været stor debat, efter endnu en TV2 dokumentar for nylig viste kritisable forhold på et plejehjem i Køge Kommune.
Her mener Bigum igen, at der ikke var tale om et retvisende billede og delte ud af egne, personlige erfaringer, da han fortalte om sin egen fars positive oplevelse på plejehjemmet.
Derfor åbner han for, at kommunerne selv aktivt skal til at tegne et mere positivt billede af ældreplejen ved at måle på tilfredsheden.
Sidst opdateret: 28/10/2022 - 06:40
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: FSD, Det specialiserede socialområde















































