Af Ditte Brøndum, næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening

Handicapområdet har for både skiftende regeringer og økonomidirektører i kommunerne været et smertensbarn. Derfor er der noget forfriskende i ministerens udtalelser om at vende handicapområdet på hovedet og de flotte ord i statsministerens åbningstale. Måske er området ligefrem gået fra at være et smertensbarn til at være denne regerings ønskebarn.

Når det kommer til de mere konkrete udmeldinger, så er dog lidt længere imellem snapsene, så borgerne og de mange aktører på området venter spændt. Den ventetid vil jeg gerne fylde ud med nogle af socialrådgivernes bud på, hvordan vi kan løfte handicapområdet.

For det første ser jeg et behov for at styrke socialfagligheden på handicapområdet. Borgere med handicap fortjener at blive mødt af medarbejdere, som både kender til lovgivningen og de dynamikker, som er på spil i det sociale arbejde med mennesker.

På sundhedsområdet er det svært at forestille sig, at medarbejdere uden den fornødne faglighed skal fikse en brækket knogle, udskrive medicin eller lægge en patient i narkose. Så hvorfor er det ikke et krav, at sagsbehandlerne på handicapområdet har en socialfaglighed baggrund som enten socialrådgiver eller socialformidler, når de skal behandle sager, hvor diagnoser, fysiske handicap og sociale problemer i mange tilfælde krydser hinanden?

Tilsvarende er der behov for at løfte socialrådgiveruddannelsen og sikre en ordentlig oplæring af nyuddannede socialrådgivere, grundigere introforløb for nye medarbejdere og løbende efteruddannelse, så man hele tiden sikrer en tårnhøj socialfaglighed blandt medarbejderne – til gavn for borgerne.

Borgeren må bare vente og vente

For det andet er vi nødt til at tale om økonomien. Når der er lange ventelister på hospitalerne, så er politikerne klar med akutpakker. Men når det er sagsbehandlingen på handicapområdet, som trækker ud i uendeligheder, så må borgerne bare vente … og vente.

Hvis ventetiden så i det mindste betød, at borgerne fik den nødvendige hjælp, så kunne man måske bære over med det, men virkeligheden er jo, at den stramme økonomistyring på socialområdet betyder, at socialrådgiverne forhindres i bevillige de indsatser og den støtte, som deres faglighed tilsiger, at borgerne bør have. Derfor er økonomien på handicapområdet nødt til at være en del af diskussionen.

Endelig er der brug for en politisk erkendelse af, at sagsbehandling på handicapområdet er ekstremt komplekst.

Selvom to personer kan have det samme handicap, så kan de have to forskellige idéer om, hvordan de gerne vil leve deres liv – og deraf også forskellige støttebehov.

Det er lige præcis denne kompleksitet i spændet mellem den specialiserede indsats og det levede liv, som socialrådgiverne finder motiverende at arbejde med. De er nemlig uddannede til at arbejde i dette spænd, hvor de sammen med borgerne kan finde frem til de gode løsninger på borgerens udfordringer.

Desværre kan kassetænkning og standardisering betyde, at man ikke altid kan bevillige det. I disse tilfælde mangler der et større fagligt handlerum.

Drømme om at fastholde og udvikle fagligheden

De savner også tiden til at kunne lave dette arbejde. Denne form for helhedsorienterede sagsbehandling kræver nemlig, at socialrådgiverne både har tid til at konsultere eksperter i VISO – men så sandelig også tid til at tale med borgerne og følge op på deres situation.

Et barn med autisme kan gå fra at være indadreagerende til at være udadreagerende. En ung kan kæmpe sig ud af sin spiseforstyrrelse – men begynde at selvskade på anden vis. En borger med en smule nedsat gangfunktion kan over tid blive helt afhængig af en kørestol. I alle tre tilfælde kan ændringer i borgerens situation betyde, at der brug for en ny hjælp.

Jeg drømmer om bedre muligheder for at fastholde og udvikle den høje faglighed på handicapområdet. Jeg ønsker mig en bedre økonomi, så borgernes behov kan indfries. Jeg håber på fagligt handlerum og tid til at strikke individuelt tilpassede løsninger sammen - uden tunge og bureaukratiske arbejdsgange.

Alt dette kræver selvsagt investeringer i området, men det betaler sig. Det har pilotprojektet ”Tættere på familien” i Aarhus Kommune demonstreret i form af mere tilfredse borgere, højere retssikkerhed og – ja, sågar en økonomisk besparelse over årene.

Hvis regeringen tager ved lære af dette og lytter til de borgere og faggrupper, som kender til området, så er jeg sikker på, at handicapområdets tilsyneladende status som ønskebarn kan føre til, at området måske endda ender som et mønsterbarn.