Af Mads Roke Clausen, ph.d. og direktør i LOS

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har en vision om at ”vende handicapområdet på hovedet”. Den nytænkning har vi brug for, men det kræver et en ny praksis, hvor vi ikke blot af navn men også reelt sætter mennesket før økonomien.

For der er hårdt brug for at rette op på et område, som desværre alt for længe har været præget af synsninger og mangel på et anerkendende menneskesyn.

Jeg er derfor helt enig i, at handicapområdet trænger til at blive nytænkt og særligt tre vigtige opmærksomhedspunkter vil i min optik kunne være med til at forbedre livsvilkårene og sikre højere trivsel for børn, unge og voksne med handicap: Økonomi, menneskesyn og faglighed.

Hensynet til den enkelte skal komme før økonomi

Kommunernes økonomi er under pres, også når de skal prioritere de rigtige specialiserede indsatser til mennesker med et handicap. Vi oplever derfor desværre, at kommunerne ofte ser på økonomi, før de ser på specialisering og faglighed. At det ikke er den enkeltes behov, der styrer, men i højere grad hvad indsatsen koster.

Det er ikke fordi, jeg mistænker den enkelte socialrådgiver i kommunen for ikke gerne at ville gøre det bedste for det menneske, der skal have hjælp. Tværtimod. Men eksempelvis er socialrådgiveren i nogle tilfælde styret af pålæg fra en ledelse, der ønsker at kommunens egne tilbud eller den mindst indgribende og dermed billigste indsats anvendes. Og det gør desværre nogle gange, at man som kommune går på kompromis med faglighed og specialisering. Og at det enkelte menneske ikke bliver hjulpet rigtigt fra begyndelsen – og i værste fald heller ikke anden eller tredje gang.

Kommunernes økonomi er styret af rammeaftaler med staten, og de kan derfor ikke blot frit bruge flere penge på det sociale område. Og udgifterne til socialområdet stiger disse år, bl.a. pga. øgede udgifter til forsikringer, og fordi kvaliteten og den hjælp der ydes til samfundets mest udsatte, heldigvis er rigtig høj. Det viser landsgennemsnittet for socialtilsynets tilsynsrapporter. Kvalitet koster, og derfor skal vi huske at glæde os over at vi har et samfund, der har valgt at tage hånd om de mest udsatte.

Penge på socialområdet skal bruges med omtanke, men det må aldrig være økonomien, der bliver incitamentet for den hjælp, vi giver. Derfor bør en del af det at vende handicapområdet på hovedet indbefatte at se på incitamentsstrukturen for kommunerne. For vi skal sikre os, at det aldrig er økonomien, der trumfer den rigtige specialiserede hjælp.

Vi skal se på det hele menneske

På handicapområdet er det sjældent, at der er et barn, en ung eller en voksen, som passer lige præcis ned i én kasse, der er defineret på forhånd. Børn, unge og voksne med handicap, som bor på sociale tilbud, har ofte en række komplekse udfordringer og diagnoser på samme tid

Der er derfor vigtigt, at målgrupperne for det enkelte tilbud ikke bliver for snævre, og at tilbuddene har en høj grad af specialisering. Socialtilsynene kan mene, at man ikke må blande fx autister og udviklingshæmmede på det samme sociale tilbud. Men der kan være mennesker med en udviklingshæmning, der samtidig har autistiske træk og derfor har behov for, at bostedet også har den faglighed.

Der er med andre ord behov for anerkendelse af at steder med specialisering på tværs af målgrupper indimellem kan være det rigtige tilbud, fordi de kan hjælpe på flere områder på en gang. Og her er vi virkelig nødt til at vende et kassetænkende system på hovedet, så kommunen, også på tværs mellem forvaltninger, regioner, Socialtilsyn, sociale tilbud mv. får incitamenter til at arbejde sammen på tværs og sætte mennesket og ikke systemet i centrum.

For på det specialiserede socialområde er det yderst sjældent, at der er en one-size-fits-all-løsning, og i dag ser vi alt for ofte, at det er dem, med de mest ressourcestærke og højtråbende pårørende, der i sidste ende får den rigtige hjælp. Og det må aldrig blive de pårørendes ansvar at sikre det og være budbringere på tværs i systemet

Vi skal passe godt på dem der passer på de mest udsatte

Uden pædagogisk personale er det umuligt at give den rette hjælp til mennesker i sårbare og udsatte positioner. Vi oplever store rekrutteringsudfordringer på området, og LOS lavede tidligere på året en analyse, der viser, at problemerne kun ser ud til at blive større i fremtiden, da antallet af ansøgere til velfærdsuddannelserne bliver ved med at falde samtidig med, at uddannelsernes kvalitet ift. det specialiserede socialområde lader noget tilbage at ønske. Det er alvorligt.

Der er derfor akut brug for en national handlingsplan for at få flere til at vælge det meningsfulde pædagogiske arbejde til. Det er en udfordring, vi er nødt til at løse sammen på tværs af sektorer. Og vi kan begynde med at tale velfærdsarbejdet op samt styrke arbejdsvilkårene, pensionsvilkårene og arbejdsmiljøet for det pædagogiske personale.

En lavthængende frugt er også at anerkende de ikke-offentlige sociale tilbud på lige fod med offentlige tilbud, når det kommer til at kunne ansøge kompetencefonden om videre- og merituddannelse af pædagogisk personale. Ikke-offentlige sociale tilbud leverer et uvurderligt bidrag til at få løst opgaven med at hjælpe mennesker i sårbare og udsatte positioner, og der er derfor et stort uforløst potentiale i at give dem muligheden at uddanne flere pædagoger ved siden af det daglige arbejde. Det er også samfundsansvar i min optik.

Jeg glæder mig til at følge op på socialministerens visioner på handicapområdet og bidrager gerne til løsningerne. Vi er som samfund forpligtet til at sikre den bedste hjælp til børn, unge og voksne i sårbare og udsatte positioner.