Det står for 90 procent af udgiftsstigningen på handicapområdet
De forebyggende foranstaltninger og opholdssteder på børneområdet og botilbuddene på voksenområdet får udgifterne til at stikke af på det specialiserede socialområde.
Udgivet: 27/04/2023
Gennemgår man de forskellige konti på det specialiserede børne og voksenområde, kan man se, at det kun er seks konti i alt, der står for langt den største stigning på handicapområdet i 2022.
Det viser NB-Økonomis gennemgang af alle 21 konti på det specialiserede børne- og voksenområde, hvor man har set på stigningen i udgifterne fra regnskabsåret 2021 til 2022.
På voksenområdet drejer det sig om fire konti, der samlet set har oplevet en stigning på 896,2 mio. kr. fra 2021 til 2022. Det svarer til 90 procent af den samlede stigning på det specialiserede socialområde for voksne. På børneområdet handler det om to konti, der har en samlet stigning på 398 mio. kr., hvilket svarer til 91 procent af den samlede stigning på børneområdet.
Tallene er interessante, da det betyder, at kommunerne kan koncentrere sig om at løse udfordringerne på især de områder.
De områder, der for alvor stikker af på voksenområdet, er ikke overraskende botilbud på både længerevarende og midlertidige ophold. Men det er også en samlekonto, som har fået det lidt mundrette navn på kontoplanen "Personlig og praktisk hjælp og madservice (hjemmehjælp) til personer med handicap mv. omfattet af frit valg af leverandør, samt rehabiliteringsforløb".
På børneområdet drejer det sig om opholdssteder og forebyggende foranstaltninger.
74 kommuner har oplevet stigninger på de fire konti tilsammen på voksenområdet, hvis man måler pr. indbygger mellem 18 og 66 år. Udgiftsstigningen svinger på alt mellem næsten ingenting på 1,7 kr. pr. indbygger i Furesø Kommune og helt op til 1.403,8 for Guldborgssund Kommune.
På børneområdet har der samlet set været en stigning pr. borger mellem 0-17 år for 66 kommuner. Her svinger stigningen på mellem 59,1 kr. pr. barn i aldersgruppen i Hedensted Kommune og op til 4.904,9 kr. i Samsø Kommune. Den næstøverste er Vordingborg Kommune med en stigende udgift på 2.722,2 kr. pr. barn fra 2021 til 2022.
Nedenfor ses to kort, ét hvor du kan se stigningen i udgiften på de fire konti lagt sammen på voksenområdet. Og ét hvor du kan se det samme men med de to konti lagt sammen på børneområdet.
Vil du vide mere om beregningerne og forudsætningerne for kortene, kan du læse mere på NB-Økonomi.
Sidst opdateret: 28/04/2023 - 08:23















































