
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil er tidligere blevet kritiseret for ikke at være loyal overfor økonomiaftalen.
70 procent af byrødderne tror ikke regeringen vil leve op til økonomiaftalens tekst
Et kæmpe flertal af landets byrådsmedlemmer tror ikke, at regeringen vil efterleve den kommende økonomiaftales afsnit om det specialiserede socialområde, som flere socialministre tidligere har haft svært ved.
Udgivet: 25/05/2023
Klog af skade. Byrådsmedlemmerne har ikke høje forventninger til regeringen, når det kommer til det specialiserede socialområde.
Det kan man konstatere efter en ny rundspørge foretaget af NB-Kommune. Den viser, at et kæmpe flertal af landets byrådsmedlem ikke tror på, regeringen kommer til at leve op til økonomiaftalens aftaleteksten på det specialiserede socialområde.
Her svarer 42,4 procent, at de har mindre tillid til, at regeringen loyalt vil efterleve aftaleteksten om at bakke op om hårde prioriteringer på handicapområdet i økonomiaftalen for 2024 - skulle der komme sådan en formulering, som vi har set det de seneste par år.
29,8 procent har slet ingen tillid til det. Det tilsammen giver et kæmpe flertal på over 70 procent af byrådsmedlemmerne i rundspørgen.
Kun 5,4 har stor tillid, mens 20 procent har nogen tillid til det.
295 af landets byrådsmedlemmer har svaret, hvilket giver en svarprocent på 12.
(Artiklen fortsætter under figuren)
Spørgsmålet skal ses i lyset af, at både den nuværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og den tidligere socialminister Astrid Krag (S) er kommet på kant med kommunerne, der har beskyldt ministrene for ikke at leve op til formuleringerne om de hårde økonomiske prioriteringer.
Eksempelvis har Pernille Rosenkrantz-Theils løfter om nationale standarder fået en del kritik ude i kommunerne. Eksempelvis sagde Theils partifælle, Hans Stavnsager, der er borgmester i Faaborg-Midtfyn:
"Jeg kan ikke opfatte det på anden måde, end at ministeren lover ekstra penge til det specialiserede socialområde i den kommende økonomiaftale."
I forbindelse med præsentationen af økonomiaftalen for 2023 måtte finansminister Nicolai Wammen direkte understrege, at det var en samlet regering, der bakkede aftalen op.
"Det er en samlet regering, der indgår aftaler med Kommunernes Landsforening - det siger sig selv. Det, vi har lavet her, er en aftale om, at når der heldigvis kommer flere børn og ældre, så følger pengene med. Derudover er der en række prioriteringsopgaver, der skal finde sted ude i kommunerne, og det er klart for enhver, at det kan betyde, at man skal træffe nogle valg," sagde Nicolai Wammen til NB-Økonomi.
Sidst opdateret: 25/05/2023 - 12:46
Temaer: Det specialiserede socialområde















































