Lad nogle af børne- og ungeområdets afskærmningsmuligheder følge med, når en borger med handicap bliver 18.

Det er et af budskaberne fra Ulla Leth, der er rehabiliteringsleder på botilbuddet Grevenlund og VISO-leverandør. Hun er ekspert i de særligt dyre botilbudssager.

De dyre botilbudssager er en stor udfordring for kommunerne. Botilbudsområdet er nemlig drivende for udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde. Derudover udgør udgifterne til de dyre botilbudssager 17,3 procent af de samlede udgifter til dag- og botilbudsområdet.

Samtidigt er der dette forår stor politisk bevågenhed på handicapområdet, da både magtanvendelsesreglerne skal genbesøges, og der skal forhandles om specialeplanlægning på det specialiserede socialområde.

Her har Ulla Leth flere forslag til, hvordan man kunne afhjælpe de dyre enkeltsager.

Det første handler om lovgivningen.

Som det er i dag, sker der nemlig store ændringer, når en borger med handicap fylder 18 år. Indtil da har borgerne nemlig været under børnelovgivningen.

"De muligheder, man har for borgere på det her område, er væsentligt større, når de er under 18 år, når det kommer til, hvad man må og ikke må. Der har man afskærmnings- og sanktionsmuligheder, som falder væk, når de fylder 18," siger Ulla Leth til NB-Social.

Det kan jo være meget fint for de borgere, der kognitivt kan omsætte deres erfaringer og handlinger. Men det gør sig ikke gældende for de borgere, der ikke kan.

"Fra den ene dag til den anden, så står lågen åben. Borgeren kan løbe. Løbe ud i andre. Løbe ud og tage deres mad. Borgeren kan løbe ud og gå i fællesrummet. Borgeren kan lægge sig ind i de andres senge," siger hun og fortsætter:

"Hvis de ikke har et læringspotentiale, så er det jo noget af en brat opvågning for den her borger, hvor det hele pludselig står åbent."

Det har også stor betydning for medarbejderne, der skal tage sig af borgeren, der nu er kommet på en vokseninstitution, men ikke har lært at håndtere de nye muligheder.

"Det at man har en lovgivning, som gør at man ikke må skærme og overvåge på samme måde, som man må på børne- og demensområdet, er en problematik, der gør det dyrt, for det kræver mange mandetimer."

På den måde vil man kunne frigøre ressourcer, uden at det vil have store konsekvenser for borgeren.

Behov for tidligere udredning

En anden måde at skærme borgerne på er at udrede dem tidligere.

Der er stor forskel på borgere. Nogle har svært ved at læse sociale situationer, andres følelser og er ikke gode til fællesskaber.

Når sådanne borgere er hjemme eller på en børneinstitution, så er deres eneste mulighed for at sige fra, er at skubbe verden fra sig, ifølge Ulla Leth. På den måde bliver de udadreagerende.

"Der kan man ikke altid se, om det er fordi, borgeren er træt. Eller borgeren ikke kan klare alle de her stimuli. Så man har en tendens til at tvinge borgere ind i nogle fællesskaber, som er belastende for deres stimuli. Deres adfærd bliver så at skubbe verden væk."

Men når en femårige skubber verden væk, er det ikke lige så voldsomt, som når en 17-årig gør det.

"At vi ikke kan udrede tidligt nok til at kunne se det her, det er en voldsom belastning, for borgeren kan ikke sige, at vedkommende ikke magter at være sammen med andre. Så stiller man sig op og skriger, slår ting i stykker eller er selvskadende."

Hun fortsætter:

"Det bliver mere og mere voldsomt, fordi man bliver større."

Det kræver en skarp professionalisme, så man kan læse, hvad det er et udtryk for, når en borger reagerer på en bestemt måde.

Så ved at være forebyggende og udrede borgerne tidligere, kan man undgå, at borgerne bliver udadreagerende. Det vil også give en lettere hverdag for medarbejderne, hvilket vil øge muligheden for fastholdelse.

Bedre hjælp til pårørende

Udover de to forslag til, hvordan man kan afskærme borgerne, åbner Ulla Leth også for en debat om, hvordan man kan hjælpe forældrene bedst muligt. Det vil nemlig give et bedre samarbejde med institutionen eller bostedet.

Ulla Leth ser nemlig flere pårørende, der kan være nok så veluddannet, men som er i stor ubalance følelsesmæssigt.

"Den her dobbeltbundede kommunikation med, at de siger, at deres barn skal have det hele, samtidigt med, at de har en afstand til barnet, som de ikke selv kan registrere."

Forældrene er nemlig aldrig selv kommet over deres krise, der har været knyttet til at blive forældre til et barn med svært handicap.

Derfor burde forældrene få bedre mulighed for noget løbende og kvalificeret sorgbearbejdning eller stressbearbejdning - og ikke bare i de første år.

"Vi kan jo se, at de pårørende - når deres børn skal i skole eller konfirmeres, når de andre børn skal i gymnasiet, bliver gift eller begynder at få børn - det giver nogle kriser, for det kommer deres eget barn jo aldrig til. Så synes de, deres barn skal kompenseres på andre områder, men det er jo deres sorg frem for barnets tarv."

Konsekvenser bliver nemlig, at borgere med handicap bliver presset og måske reagere voldsomt, fordi forældrenes gode inventioner ikke passer med deres behov.