
I Høje Taastrup Kommune har man netop sendt et brev til Folketinget og regeringen om, at de skal tage det specialiserede socialområde fra kommunerne. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Høje Taastrups byråd har fået nok: Tag det specialiserede socialområde fra kommunerne
"Det går ikke længere." Sådan lyder det fra Høje Taastrups byråd med borgmester Michael Ziegler i spidsen, der efter flere års frustrationer vil afgive det specialiserede socialområde. Ifølge chefredaktør Arne Ullum er det urealistisk.
Udgivet: 23/06/2022
Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (C) og resten af byrådet har fået nok. I et brev til regeringen og Folketinget beder byrådet om, at man tager det specialiserede socialområde fra kommunerne.
"Det er i dyb, dyb frustration over et årelangt forløb, hvor vi jo bare har konstateret, at udgifterne på det her område vokser år for år med nogle stigningstakster, der langt overstiger den udvikling, som i øvrigt er i vores økonomi. Det er en udvikling, der gør, at vi skal skære i de klassiske velfærdsområder for at finde pengene til det her område," siger borgmester Michael Ziegler til NB-Social.
Han er særlig træt af, at det ofte er kommunerne, der peges fingre af, når servicen på det specialiserede socialområde kritiseres.
"Når man hører den daglige debat, så kan man forstå, at vi ikke gør det godt nok i kommunerne og ikke levere god nok service på det specialiserede socialområde. Men når vi har økonomiforhandlinger med regeringen, så er der ikke en krone til at dække udgiftsmæssigt. Man blæser med mel i munden. Nu er vi nået et punkt, hvor vi kaster håndklædet i ringen."
De penge, som regeringen siger, de giver til den demografiske udvikling, bliver nemlig spist af udgifterne til det specialiserede socialområde.
Ziegler mener, at de hårde økonomiske prioriteringer giver nogle uværdige debatter lokalt, hvor handicapområdet bliver stillet overfor de andre klassiske velfærdsområder. Og eftersom Folketinget ikke vil give kommunerne rygdækning, vil Michael Ziegler ikke være med til det længere.Regeringen taler velfærden op
I forbindelse med økonomiforhandlingerne blev det skrevet ind i aftalen, at regeringen bakkede kommunernes lokale prioriteringer op, hvilket var meget afgørende for KL.
I aftalen stod der nemlig:
"Parterne er derfor enige om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien. Regeringen støtter op om kommunernes indsats.”
Ifølge Ziegler kan man finde flere eksempler på den slags indrømmelser, det løser bare ikke problemet.
"Gennem årene er der i forskellige økonomiaftaler kommet mikroskopiske indrømmelser, og det er jo det, der får den til at gå lige et år mere."
Han nævner blandt andet aftalen om ekspertudvalget fra sidste år. Her havde han en klar forventning om, at de ville være færdige til årets økonomiaftale.
Men Michael Ziegler giver ikke meget for den indrømmelse. Han mener nemlig, regeringen taler velfærden op de øvrige 364 dage om året.
"Hvis du går ud på Taastrup Hovedgade eller en anden hovedgade i en anden by efter en økonomiaftale er indgået og spørger, om de har en oplevelse af, at der er en klar udmelding fra regeringen om, at kommunerne bliver nødt til at skære på folkeskoler, dagtilbud og ældreområdet for at finansiere udgiftsvingerne på det specialiserede socialområde. Hvad svarer folk på gaden så?" spørger Ziegler og fortsætter:
"Det er det, der giver svaret på, om der er lavet en forventningsafstemning. Der er ikke mange af de 5,5 millioner indbyggere i Danmark, der læser økonomiaftalen. Det er kommunikationen om aftalen, der i virkeligheden afgør, om der i fællesskab er lavet en forventningsafstemning."
Er forslaget realistisk?
Spørger man Michael Ziegler om det er realistisk, at området bliver taget fra kommunerne, er svaret mindre klart.
"Det ved jeg ikke. Problemet er jo, at det her er svært. Det indebærer jo, at man som regering og Folketing skal træffe en svær beslutning. Enten i form af at samle regningen op eller sige, at man bakker op om at sænke serviceniveauer."
Ifølge Ziegler fører man fra Christiansborgs side strudsepolitik, hvor man ikke vil forholde sig til virkeligheden.
"Det er der, man har ført strudsepolitikken år efter år og lukker øjnene for det. Nu siger vi, det går simpelthen ikke længere. Man er nødt til at fikse det her. Og hvis det er det, der skal til for at tvinge regeringen og Folketinget til at fikse det her, er, at vi siger, vi ikke ønsker området længere, så må det jo være sådan."
Det specialiserede socialområde bliver i kommunerne
Ifølge NB-Kommunes (herunder også NB-Socials) chefredaktør, Arne Ullum, er det meget urealistisk, at det specialiserede socialområde bliver taget fra kommunerne.
"Forslaget om at tage det specialiserede socialområde fra kommunerne har med stor sikkerhed ingen gang på jord. Det ved Michael Ziegler også godt. Men det er heller ikke det, det handler om. Det er et udtryk for, at Ziegler og mange andre borgmestre stadig er utilfredse med, at regeringen ikke i deres øjne vil være med til at stå på mål for de hårde besparelser, som kommunerne er nødt til at gennemføre. Så med den her udmelding ønsker Ziegler at sætte pres på regeringen," siger Arne Ullum.
Ifølge Arne Ullum er det de færreste, der har interesse i at overtage det specialiserede socialområde.
"Udgifterne på det specialiserede socialområde er så svære at styre, at kommunerne hvert år er nødt til at gennemføre store besparelser på andre velfærdsområder bare for at få det til at hænge sammen. Derfor er der heller ikke nogle, der har de store interesser i at overtage området."
Sidst opdateret: 23/06/2022 - 11:24
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Høje-Taastrup Kommune, Det specialiserede socialområde, Michael Ziegler (K), borgmester















































