Det vakte stor opsigt, da Nyborg Kommune meldte ud, at de nu ville skimme socialområdet igennem efter kan-opgaver i forbindelse med deres ønske om nulvækst på socialområdet.

Faaborg-Midtfyn Kommune kigger også løbende på kan-opgaver, men ser et større potentiale i forhold til at lægger kræfter i vurderinger, der sikrer, at borgerne kompenseres på det rette niveau.

Det er dog vigtigt for kommunen at påpege, at trods potentialet, er området under pres. Kommuner på Faaborg-Midtfyns Kommunes størrelse kan få en uventet tilgang af borgere med store og komplekse behov, hvilket vil være med til at overskride budgettet.

Faaborg-Midtfyn er en af de få kommuner, der ikke har et merforbrug på det specialiserede socialområde, men derimod et mindre forbrug på voksenområdet. Uden at have skåret på serviceniveauet, oplyser kommunen til NB-Social

Det betyder, at Faaborg-Midtfyn er bedre polstret til uforudsete tilgange - selvom kommunen påpeger, at man bestemt ikke kan læne sig tilbage, og satse på, at området hviler i sig selv.

Derfor har vi spurgt socialchef Tina Wahl og leder af myndighed og det socialfaglige område Rikke Frandsen nærmere ind til, hvad kommunen har fået ud af at se sine kan-opgaver igennem.

Potentialet er størst ved skal-opgaverne

De fortæller, at kommunen årligt laver præcis den manøvre i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Men ifølge Wahl og Frandsen er det ikke her, der er størst potentiale i forhold til at finde ressourcer. Det skyldes, at kommunerne er langt mere bundne på socialområdet end på de andre velfærdområder, da serviceloven i høj grad er en rettighedslov, hvor man som borger har ret til ydelse, hvis man er i målgruppen.

Derimod er der et potentiale ved skal-opgaverne. Her er det vigtigt at sikre, at der ikke overkompenseres i forhold til den enkeltes borgers behov. Samtidig skal der heller ikke underkompenseres, da det hverken fagligt eller økonomisk er bæredygtigt på sigt.

Mange af opgaverne på det specialiserede socialområde er gråzone-opgaver. Kommunen skal løse opgaven, men kommunens eget serviceniveau besluttes lokalt.

For eksempel kan man som kommune til en vis grad selv bestemme, hvordan man yder paragraf 85-støtten - under forudsætning af, at man overholder servicelovens forpligtelser med at stille rimelig og passende støtte til rådighed.

Det afspejles alt sammen i det lokale serviceniveau.

Et andet eksempel er VSU (Voksen Specialundervisning), det er en kan-opgave, som kommunen ikke behøver at tilbyde. Fravælger kommunen det, skal den tilbyde et alternativ.

Andre eksempler på kan-opgaver er paragraf 18 midler og understøttelse af frivillige.

Men kan-opgaverne er typisk forebyggende indsatser, og dermed er det altid en afvejning om, man mener, at den tidligere forebyggende indsats over tid er et bedre fagligt, men også et mere økonomisk fornuftigt valg.

Faaborg-Midtfyns nye paragraf 82 a og b tilbud, Mestringenheden, er et eksempel på et forebyggende tiltag. Indsatsen ydes til borgere med et potentielt behov for bostøtte og er med til at hjælpe borgere, så de ikke får behov for paragraf 85 støtte.

Tilbuddet er dermed også en tryghed for de borgere, der gerne vil forlade paragraf 85 støtten, men vil være trygge i, at der fortsat er mulighed for støtte, såfremt behovet opstår.

Økonomistyring handler også om nysgerrighed

Ifølge Wahl og Frandsen er det meget centralt, at man hele tiden skal være nysgerrig på, om man løser opgaven på den rigtige og mest effektive måde.

Faaborg-Midtfyn Kommune er eksempelvis meget opmærksom på borgerens funktionsniveau.

Når kommunen skal vurdere en borgers støttebehov, tager den indledningsvist botilbuddene ud af ligningen og ser på, hvordan borgeren skulle kompenseres, hvis nu kommunen skulle hjælpe borgeren i eget hjem.

I nogle tilfælde kan kommunen godt matche borgerens behov derhjemme, og i visse situationer er det en bedre løsning for borgeren end et botilbud, fordi man modtager sin indsats og træning i blivende rammer.

For Wahl og Frandsen er det nemlig meget vigtigt hverken at over- eller underkompensere, men de understreger, at kommunen altid går med de fagligt rigtige løsninger. Der lægges vægt på, at høj faglighed samtænkes med økonomisk styring i alle dele af processen.

Når man vælger de fagligt rigtige løsninger, betyder det også, at kommunen på længere sigt har mere styr på økonomien, da problemerne ikke pludselig vokser sig større på grund af et eventuelt forkert tilbud.

Her er det en kæmpe fordel for kommunen med ledere på socialområdet, der både har et myndigheds- og udfører-perspektiv.

Samtidigt kræver det også ledere, der er klar til at stå fast overfor borgerne og forklare, hvorfor de eventuelt ikke vurderes i målgruppen til det tilbud, de ønsker.

En kommune er nødt til at gøre det rigtige, selvom det kan være svært, og borgeren måske bliver utilfreds. Også for at sikre, at der er økonomi til at hjælpe og understøtte alle dem, der er inden for målgruppen.

Ellers kan kommunen risikere at komme til at bruge for mange midler på den borgergruppe, hvor de enten selv eller deres pårørende har evnerne til at være vedholdende i deres henvendelser til kommunen.