
Tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening har landet et nyt job. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Navnenyt: Tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening lander nyt job
Tilbage i efteråret tabte Mads Bilstrup formandsposten i Dansk Socialrådgiverforening til Signe Færch. Nu har han landet et nyt job.
Udgivet: 23/03/2023
Efter et tabt kampvalg i efteråret har tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup, landet et nyt job.
Han skal være udviklingschef i Trancit i Skanderborg.
På Facebook glæder Mads Bilstrup sig over sit nye job og skriver:
"Sammen med de mange dygtige ansatte (chefer, ledere, socialrådgivere, socialpædagoger og andre faggrupper), skal jeg være med til at videreudvikle Trancit fagligt og organisatorisk, så vi fortsat kan hjælpe og støtte så mange udsatte borgere som muligt."
Bilstrup kommer til at arbejde på tværs af organisationen og får blandt andet ansvar for at indarbejde Lov om Helhedsorienteret Indsats (HOI-loven) i Trancits forskellige tilbud.
Tilbage i efteråret 2022 blev Mads Bilstrup udfordret som formand af Dansk Socialrådgiverforening af Signe Færch. Et kampvalg hun endte med at vinde.
Nu er Bilstrup dog startet i en ny stilling, som han kalder sit drømme job.
Sidst opdateret: 23/03/2023 - 13:39
Emner: Dansk Socialrådgiverforening









































