
Det er blandt andet de mange sager på den enkelte sagsbehandlers bord, der skal kigges på. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Organisationer: Sådan får vi omgørelsesprocenten ned
Ifølge Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer er der flere ting, man kan gøre, for at få omgørelsesprocenten ned på socialområdet.
Udgivet: 21/03/2023
Omgørelsesprocenten på socialområdet er for høj, mener både Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer (DH). De har dog en række forslag til, hvordan man kan få den ned.
Dansk Socialrådgiverforening peger på behovet for en økonomi, der tager udgangspunkt i borgerens behov og sagsbehandling samt en ordentlig oplæring af socialrådgiverne.
"Man skal vende sagsbehandlingen på hovedet, så den ikke tager udgangspunkt i, hvad borgeren ikke skal have, men derimod hvad borgeren har brug for," siger Ditte Brøndum, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Selvom det kan lyde udgiftsdrivende, har det ifølge Ditte Brøndum vist sig ikke at være tilfældet.
"Hvis man tager udgangspunkt i det, som et barn og forældre fortæller om deres problemer, og vi så forsøger at finde nogle løsninger, så er det typisk ikke dyrere."
Hvis man som socialrådgiver hele tiden må sige nej, har det den effekt, at borgerne bliver bekymret for hvilken hjælp, de kan få. Samtidigt bliver de mindre motiverede til at lave prioriteringer og handle selv.
Derudover mener Ditte Brøndum, at sagsbehandlerne skal have et sagstal, som de kan følge med i.
"Det handler om at have tid til at indhente de rigtige oplysninger og lave en god afgørelse. Men vi ser faktisk, at de kommuner, hvor det fungerer i, der behøver man slet ikke klage, fordi du regner faktisk med, at det din socialrådgiver siger er for at hjælpe dig.
Faglighed skal fylde
Danske Handicaporganisationer ser gode takter i at have et sagsloft, så sagsbehandlerne ikke har for mange sager på socialområdet.
Organisationerne ser samtidigt et behov for strukturelle forandringer på handicapområdet, hvor hele området skal ses igennem.
"Det der skal til, er at man får set på hele området og set på en solidarisk finansiering, så man sikrer, at borgerne får den rigtige hjælpe første gang. Få set på, hvordan viden kan blive brugt i sagsbehandlingen," siger Thorkild Olesen, formand for DH.
Ifølge Olesen står det i kontrast til, hvordan det er i dag, hvor det er synsninger og mavefornemmelser, der afgør sagerne på socialområdet. Derfor er der behov for nogle fagligt bindende kriterier.
"Man skal have den viden og den faglighed ind i afgørelserne, som der er behov for. Det betyder, vi skal stoppe den afspecialisering, der finder sted. Have nogle faglige miljøer, der kan komme med råd, som kommunerne - eller hvem det nu er, der skal afgøre det - skal følge," siger Thorkild Olesen.
Sidst opdateret: 21/03/2023 - 12:42
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Det specialiserede socialområde, Danske Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening















































