
'Hav en stærk ledelsesstreng' er et af de seks råd til at få bedre styr på socialområdet. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Seks gode råd til økonomistyring på socialområdet
Faaborg-Midtfyn er lykkedes med at tøjle udgifterne på det specialiserede socialområde. Her kan du læse seks konkrete råd fra kommunen om, hvordan din kommune bedre kan få styr på udgifterne.
Udgivet: 21/03/2023
I Faaborg-Midtfyn Kommune er det lykkedes dem at tøjle udgifterne på det specialiserede socialområde. Det ses blandt andet på det specialiserede voksenområde, hvor kommunen nu har et mindreforbrug frem for et merforbrug.
Derfor har NB-Social spurgt Faaborg-Midtfyns socialchef, Tina Wahl, og leder af myndighed og det socialfaglige område, Rikke Frandsen, nærmere ind til, hvad der har fungeret i kommunen.
De peger på seks gode råd:
1. Hav en stærk ledelsesstreng
Lederne med direkte adgang til medarbejderne er utroligt vigtige. Eksempelvis har Faaborg-Midtfyn kompetente afdelingsledere i bostøtten, paragraf 85, og i myndighed, som i et tæt samarbejde sikrer god styring. Hvis ikke de er (kritiske) medspillere, så lykkes man ikke. Det er vigtigt, at lederne med direkte personaleansvar både selv kommer med idéer, men også griber boldene fra ledelseslaget.
2. Drop mavefornemmelserne og undersøg tingene
Der er ingen sandheder, der skal stå uprøvet. Alt, der kan være en barriere, skal undersøges og analyseres.
3. Få en kontraktforhandler
I Faaborg-Midtfyn Kommune har man hentet rigtigt mange penge på deres kontraktforhandler, der både var socialfagligt og økonomisk funderet. I starten var der en del lavthængende frugter for kommunen. Nu er der mere tale om den løbende og vedholdende optimering, der igen tager primært afsæt i borgers behov og potentiale for udvikling.
4. Følg med på prisniveau, og følg bedre op på kompensering fra staten
Kommunerne får kompensation ved de særligt dyre enkeltsager. Men kommunen skal selv være opsøgende og sikre sig, at den rette kompensation indhentes.
5. Kommunikation med medarbejderne
Det er vigtigt, at man fra myndighedssiden forklarer, hvorfor man har så stort et økonomifokus. At få medarbejderne til at se, at det fokus betyder, at kommunen får mulighed for at gøre det rigtige for borgeren - også på længere sigt. Ellers får man ikke medarbejderne med ombord.
6. Bliv ved!
Det er de små fremskridt, der måske er svære at sælge i øjeblikket, men som betyder noget for styringen på længere sigt. Det er utrolig vigtigt for en kommune at holde linjen og fortsætte med rugbrødsarbejdet.
Sidst opdateret: 31/03/2023 - 08:00
Temaer: Det specialiserede socialområde
Emner: Socialøkonomi, Faaborg-Midtfyn Kommune, Det specialiserede socialområde















































