Kommunale topfolk: Der er brug for et realitetstjek på socialområdet
Handicapområdet har brug for flere forventningsafstemninger. Det er nemlig ikke alt, der kan kompenseres for, mener en række kommunale topfolk.
Udgivet: 09/05/2023
Socialområdet har brug for et realitetstjek.
Det er budskabet fra kommunaldirektør i Ballerup, Eik Møller, direktør for Voksne og Sundhed i Ballerup, Mette Vaaben Mortensen og Velfærdsdirektør i Egedal samt formand for embedsmandsudvalget i KKR (kommunekontaktrådet) Hovedstaden, Søren Trier.
De tre peger enstemmigt på behovet for forventningsafstemninger, som noget af det handicapområdet har mest brug for.
"Jeg tror, det er en nødvendighed med en anden dialog, end den vi har nu omkring området. Og det er en dialog, som bliver nødt til at foregå mellem parterne, altså landspolitikere, kommunalpolitikere, de forskellige interesseorganisationer og embedsapparatet i forhold til, hvad er det for en fremtid, vi kigger ind i," siger Søren Trier og fortsætter:
"Ikke mindst også det kedelige spørgsmål, hvad er det for en finansiering af det, vi ønsker? Fordi det er måske det, jeg synes, der er lidt manglende i debatten. Vi har store krav til vores velfærd, men vi har ikke rigtig nogen, der tager fat om prioriteringsspørgsmålet i det."
Den pointe er ikke kun gældende for socialområdet, men problemet er særlig aktuelt for socialområdet, hvor udgifterne bare stiger og stiger.
Alt kan ikke kompenseres
Ifølge Mette Vaaben Mortensen er en udfordring på socialområdet lige nu, at mange af de høje forventninger står uimodsagt, hvilket gør, at borgerne kan få indtryk af, alt kan lade sig gøre:
"Og det er måske sådan et realitetstjek, der er brug for. Hvor meget skal vi betale, og hvor meget kvalitet og effekt får vi fra alle de penge, vi betaler på handicapområdet?" siger hun og fortsætter:
"Der er ikke nogen, der taler om, hvilke forventninger, der er til de investeringer, vi laver på socialområdet. Det gør man på alle øvrige områder. Der er et forsøg på at balancere forholdet mellem økonomi og så outcomet."
Hun erkender, at det med målgrupperne på socialområdet kan være svært at forvente noget helt specifikt og konkret, men hvis ikke man tør åbne diskussionen, bliver det ikke sat ord på, at alt ikke nødvendigvis kan kompenseres for.
Politikerne på Christiansborg er med til at øge forventningerne
En af de større udfordringer på socialområdet er, at politikerne på Christiansborg løbende er med til at øge borgernes forventninger.
"Til tider bliver der nationalt sat nogle meget store forventninger til og høje niveauer for, hvad der skal kunne leveres, uden at skelne til hvad det koster," siger Mette Vaaben Mortensen.
Ifølge Mette Vaaben Mortensen bliver konsekvensen, at socialområdet kommer til at fylde meget mere af det lokale budget på bekostning af andre velfærdsområder.
"Vi oplever ikke, hverken på vores handicapområde eller øvrige områder, at vi igennem de seneste år har haft nogle borgere, der har haft lavere forventninger til vores velfærd," supplerer Søren Trier.
Af samme årsag peger flere af dem på fordelene i, at der kom en årlig pause fra Christiansborg uden nye udmeldinger og forslag, der ville øge borgernes forventninger, mens kommunerne fik ro til at løse opgaven.
På sundhedsområdet har man debatten
Noget af det, der kan være med til at øge borgernes forventninger til socialområdet, er den kommende specialplan, som socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har omtalt som guldstandarder.
Specialeplaner kender vi fra sundhedsvæsenet, men konceptet får Eik Møller til at rejse spørgsmålet om, hvad det gør for borgernes forventninger:
"Er det billede, borgerne får, at hvis man laver en specialeplan, så kommer man altid til at have med nogle at gøre, der er specialister? Kan vi love, at de mennesker, der fra den dag, man henter en specialplan, altid kommer til at have noget med mennesker at gøre, der ved 100 procent om det behov, som borgeren har?"
Konsekvensen er, at borgernes forventninger bliver øget markant.
En anden forskel på sundheds- og socialområdet er, at på sundhedsområdet tør man også tage de økonomiske debatter. Her er man mere opmærksom på, hvorvidt visse behandlinger er for omkostningsfulde.
"Det er jo ikke alt indenfor sygehusverdenen, der kan lade sig gøre," siger Mette Vaaben Mortensen og fortsætter:
"Der er masser af prioriteringer. Der er masser af medicin, som ikke bliver givet, fordi det er for dyrt. Og det er jo måske det billede på det, det er jo den prioriterings- og forventningsdiskussion, vi også skal have på handicapområdet."
Hun mener ikke, den diskussion er legitim at have på handicapområdet i dag.
Mere lokal selvbestemmelse
Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen har præsenteret 11 anbefalinger, der blandt andet skal være med til at sikre flere muligheder for lokalt at lægge sit serviceniveau.
Læs om anbefalingerne her.Den ambition tager de tre kommunale topfolk som udgangspunkt godt imod.
"Det vil jo helt klart være et greb, som selvfølgelig vil være svært og give noget støj, men proportionaliteten i nogle af de enkelte sager og en mulighed for graduering på noget, det tror jeg sådan set, både vores handicaporganisationer og den resterende del af vores borgere i kommunen er interesserede i," siger Søren Trier.
Et af udvalgets forslag går på at skabe mere fleksibilitet ved botilbuddene, så det bliver muligt at flytte borgerne, når deres livsvilkår ændrer sig.
Netop den problematik hæftede Mette Vaaben Mortensen sig også ved.
"Når øvrige folks livsvilkår ændrer sig, så skifter man bolig, man flytter, man skære ned eller op på sit udgiftsniveau. Er man først bevilliget et botilbud på handicapområdet, så er det jo nærmest faktisk umuligt at flytte borgeren, medmindre borgeren selv samtykker."
Men det lægger Ekspertudvalget nu op til at justere på. Det kræver dog politisk opbakning.
"Altså hvis det går som Reformkommissionens arbejde, hvor man skylder sig at blive sur over, at de piller ved 10. klasse og efterskolerne, så kunne man jo godt have den bekymring, at man takker for arbejdet og finder anbefalinger interessante, og at nu vil man så kigge på, hvad der er politisk muligt," siger Eik Møller og fortsætter:
"Nede bag det gemmer der sig jo den der fraværende vilje til at gå ind i nogle af de her dilemmafyldte problemstillinger. Det er der i hvert fald set før."
Uanset hvad Christiansborg tænker om forslagene, bliver de en del af økonomiforhandlingerne, da Kommunernes Landsforening tager Ekspertudvalgets anbefalinger med til forhandlingerne.
Sidst opdateret: 11/05/2023 - 09:24
Temaer: Det specialiserede socialområde















































