
"Økonomi spiller allerede i dag en afgørende rolle for alt i den offentlige sektor. Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man kan se det eller ej, og hvorvidt man taler om det," siger Torben Tranæs. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tranæs tager til genmæle: Økonomi spiller allerede i dag en afgørende rolle
Tranæs-udvalgets anbefalinger på det specialiserede socialområde har modtaget en del kritik fra forskellige organisationer. Her kan du læse Torben Tranæs' svar på kritikken.
Udgivet: 20/06/2023
Lige siden Torben Tranæs og Ekspertudvalget på det specialiserede socialområde præsenterede sine økonomiske anbefalinger, har der været en stor debat om økonomi og faglighed på socialområdet.
37 organisationer gik sammen og advarede mod anbefalingerne i et brev til alle landets partiledere. Her skrev de blandt andet, at al erfaring viste, at når økonomi vægtes højt i afgørelser, giver det kortsigtede prioriteringer og mindre forebyggelse.
"Økonomi spiller allerede i dag en afgørende rolle for alt i den offentlige sektor. Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man kan se det eller ej, og hvorvidt man taler om det," siger Torben Tranæs til NB-Social.
Ifølge Tranæs bliver der prioriteret hårdt på baggrund af økonomi, men i dag overlader man det til socialrådgiveren i yderste led, frem for at det fremgår tydeligt og åbent, at der er politiske beslutninger bag.
"Det er helt afgørende, at der kommer økonomiske effektivitetshensyn ind i, hvordan man prioriterer, ellers bliver der ikke penge til forebyggelse, som er noget af det, der kan blive trængt i dag," siger Tranæs.
Flere aktører har kritiseret Tranæs-udvalgets ønske om at give kommunerne bedre mulighed for selv at lægge deres lokale serviceniveau, da det netop ville kunne bidrage til, at der er store forskelle i behandlingen af borgere med handicap, alt efter hvor de bor i landet.
Tranæs anerkender, at det vil betyde større kommunale forskelle. Men ifølge ham er det netop det, der ligger i at have et kommunalt selvstyre.
"I dag sidder man lidt mellem to stole. Man har et selvstyre lokalt og en masse lovgivning skrevet ned, men man har bare ikke rammerne til at efterleve det."
Derudover hæfter Tranæs sig ved, at der er meget stor efterspørgsel på individuelle, faglige vurderinger, som netop vil betyde flere og større lokale forskelle.
Kritik for at skævvride markedet
I økonomiaftalen for 2024 besluttede regeringen og Kommunes Landsforening blandt andet at følge Tranæs-udvalgets forslag om at lave en lånepulje, så kommunerne kunne oprette midlertidige botilbud efter serviceloven uden at skulle bruge af deres anlægsramme.
Det er blevet modtaget positivt i kommunerne, men de private aktører har udtrykt bekymring for den idé.
Det skyldes, at der er to former for private botilbud. ApS'erne, der har relativt let ved at rejse kapital, og så fondene, som har svært ved at få kapital. De private aktører mener så, at nu får kommunerne ligeså gode kort som ApS'erne, mens botilbuddene drevet af fonde efterlades på perronen.
Den kritik afviser Tranæs. Ifølge han kan private tilbud låne, hvis de har en god business case.
"Kommunerne har simpelthen ikke måtte låne. Og de har også skulle bruges af anlægsrammen," siger Tranæs og fortsætter:
"At der så er nogle private tilbud, der ikke kan overtale nogle private långivere til at investere i deres projekter, det er så det, man skal arbejde med. Det er det, som er testen."
Ifølge Tranæs er det de fremtidige behov i kommunen, der skal være styrende for, hvad kommunen planlægger efter, da det er kommunen, der har forsyningsforpligtigelsen.
Udvalget kigger på rammerne
Tranæs-udvalget er også blevet kritiseret for at fokusere meget på økonomi frem for faglighed i deres første delrapporten. Eftersom udvalget skal sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet, har det fået flere til at efterlyse et større fokus på faglighed.
Her er det dog vigtigt at huske, ifølge Tranæs, at udvalget kigger på rammerne.
"Det vi skal kigge på, det er rammerne. Vi skal ikke ind og se på, hvad er den bedste pædagogiske praksis på et givent bosted eller fagprofessionelle tilgang indholdsmæssigt i forhold til forebyggelse og så videre."
Derimod opsummerer Tranæs Ekspertudvalgets kommende arbejde på følgende vis:
"Det er alt sammen noget, der handler om rammerne for at kunne lave den gode indsats."
Så når udvalget eksempelvis skal beskæftige sig med forebyggelse, så handler der mere om, hvor meget forebyggelse bør fylde frem for det konkrete indhold.
Sidst opdateret: 20/06/2023 - 13:44
Temaer: Det specialiserede socialområde















































